De billøse

TV-vært taget på sengen: - Nu forstår jeg endnu bedre, hvorfor folk har bil

Kan man være bekendt at tage bilnøglerne fra andre uden selv at lægge dem væk? Nej, mener redaktionen.

Niels overrasket
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

- Hvad har I gang i?

Sådan lyder det fra Niels Bentsen, der en morgen inden arbejde bliver overrasket af sin kollega Nanna Jørgensen.

Til dagligt er han vært på TV MIDTVEST, men han bor i Aarhus og pendler derfor i sin bil.

Og så er der den detalje, at han elsker store biler og god komfort, men det må han undvære for en dag.

- Ej, det mener I ikke, så kommer jeg da for sent på arbejde. Jeg er ikke stor fan af offentlig transport, jeg elsker biler, det svarer til at tage saksen fra en skrædder, siger han.

2:53

Se, hvordan Niels Bentsen reagerede, da han blev overrasket af sin kollega Nanna Jørgensen.

Smager egen medicin

Ifølge redaktionen skal Niels Bentsen egentligt bare prøve at leve uden sin bil en enkelt dag.

Det skal han, fordi han i tre uger tog bilnøglerne fra en modig børnefamilie på seks fra Vedersø og en 18-årig gymnasieelev fra Kibæk, for at undersøge om det er muligt at finde alternative til biltransport, som politikere ønsker.

Og kan man tillade sig at sige til andre, at de skal parkere bilen, uden at man selv gør det?

Nej, det mener vi på redaktionen ikke.

Så det er væk med nøglerne og i stedet frem med rejseplanen og rejsekortet.

Først skal Niels Bentsen med bus fra Risskov ind til Aarhus Banegård, og da han sætter sig ind i toget mod Holstebro, ringer han til dagens redaktør.

- Hej Klaus, jeg kommer lidt for sent i dag. Og når jeg siger lidt, så er det altså to timer, lyder det fra den ret pressede vært, der dog er imponeret over, at togtiderne holder.

Tidligere fortalte TV MIDTVEST, at GoCollective siden 19. juni 2024 har aflyst afgange 2343 gange i perioden fra 19. juni til 27. oktober. Altså på 130 dage.

- Ingen af togene har været forsinket, det er jo nærmest en nyhed, siger Niels Bentsen.

Efter næsten tre timer er TV-værten på TV MIDTVEST i Holstebro. En tur, som plejer at tage ham fem kvarter.

- Jeg forstod godt inden eksperimentet De Billøse, hvorfor folk har bil i Midt- og Vestjylland, men jeg forstår det endnu bedre nu, fordi alternativet er ikke et alternativ, understreger han.

På TV MIDTVEST afslører journalist Nanna Jørgensen, han faktisk ikke skal være vært på dagen, og at han egentlig har fri nu.

Da han fik fri kørte han hjem sammen med en kollega.

Følg hvordan det går, når midt- og vestjyder skal undvære bilen i hele tre uger.