Otte adresser er ransaget i bandesag om narko. Nu er tre varetægtsfængslet
Alle nægter sig skyldige.
Torsdag formiddag blev tre mænd fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning.
De er sigtet for at have modtaget 1 kilo kokain og knap 900 gram hash i en rygsæk med henblik på videresalg. Det skulle have fundet sted den 21. oktober i Ikast.
Ifølge politiet har mændene tilknytning til bandegrupperingen Comanches MC.
De tre mænd nægter sig alle skyldige, og er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger.
Denne liveblog opdateres ikke længere.
Vi lukker for nu
Grundlovsforhøret med de tre mænd på 39 år, 25 år og 18 år er stadig i fuld gang ved Retten i Herning.
Det foregår for lukkede døre, og TV MIDTVEST har derfor forladt lokalet.
Vi lukker denne liveblog, men følger naturligvis op på, om mændene bliver varetægtsfængslet eller ej.
Indtil da kan du læse eller genlæse, hvad der er kommet frem indtil nu.
Fængsel i op mod 10 år
De tre mænd er alle sigtet for at have modtaget narko med henblik på videresalg.
Skulle de i en efterfølgende retssag findes skyldige, kan straffen blive op mod 10 års fængsel.
- Fuck
Omkring 20 tilhørere har fulgt de få minutter af retsmødet, der var offentligt.
Efterfølgende bevæger de mange mænd og få kvinder sig ud af retsbygningen i samlet flok.
En af dem siger "fuck".
Alle forlader sagen
Alle skal forlade salen. Det betyder, at både repræsentanter fra pressen og andre tilhørere må gå ud.
En ældre mand på en af tilhørerstolene er tydeligt berørt over situationen.
Dørene lukkes
Dommeren følger anklagemyndighedens ønske om lukkede døre.
Sagens opklaring vejer tungere end offentlighedens interesse.
Ønsker lukkede døre
Anklageren ønsker lukkede døre. Han henviser til, at der efter politiets opfattelse fortsat er personer på fri fod.
Pressen protesterer.
Nægter sig skyldige
De tre mænd på 39 år, 25 år og 18 år nægter sig skyldige.
1 kilo kokain
Anklageren læser nu sigtelsen højt.
Alle tre mænd er sigtet for at have modtaget 1 kilo kokain og knap 900 gram hash i en rygsæk med henblik på videresalg.
Det skulle have fundet sted den 21. oktober 2024 på en adresse i Ikast.
Nu begynder vi
Dommeren er kommet. Nu begynder grundlovsforhøret.
Nu er alle sigtede på plads
De sidste to sigtede mænd har nu også taget plads. De bærer begge dunjakker og virker i godt humør.