Vind- og solenergi skal konkurrere om statslig støtte

Regeringen vil afprøve ny model for støtte til grøn energi. De billigste bud vinder støttekronerne.

vindmller.jpg
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Hvis det står til regeringen, skal fremtidig støtte til grøn energi ikke længere være afhængig af, om den stammer fra solceller eller vindmøller.
    
Støtten bliver simpelthen sendt i udbud og givet til dem, der kan producere den grønne strøm billigst.
    
- Det er et historisk nybrud med dansk energipolitik og en helt ny måde at tænke på, siger energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V).
    
- Vi er helt overbeviste om, at konkurrencen mellem sol og vind vil medføre, at vi får den billigst mulige energi, så vi i 2030 kan dække halvdelen af Danmarks energibehov med vedvarende energi.
    
Hidtil er støtten til vedvarende energi delt op i puljer målrettet bestemte teknologier.
    
Men i tråd med Energikommissionens anbefalinger vil regeringen altså nu gøre støtten teknologineutral, selv om det betyder, at man mister kontrollen med, hvor energien kommer fra.
    
- Vi har i forvejen en meget høj andel af vedvarende energi i vores elforsyningssystem, og derfor vil det her ikke påvirke forsyningssikkerheden.
    
- Samtidig er vi på vej til at etablere en europæisk energiunion, så vi er endnu bedre rustet til at dække energibehovet, siger ministeren.
    
Støtten vil fremover også blive givet som et fast tillæg per produceret kilowatt-time og ikke som en fast afregningspris. Og den bliver givet i hele anlæggets levetid, typisk 20 år.
    
- Alle, der har lyst til at byde på opgaven, får mulighed for det.
    
- Vi har set på det seneste, at prisen på vedvarende energi er på vej nedad. Og vi er overbevist om, at konkurrencen i udbuddet vil presse prisen yderligere, siger Lars Christian Lilleholt.
    
Der er i alt afsat 1,3 milliarder kroner til de to puljer, der udbydes i henholdsvis 2018 og 2019.
    
Støtten fra og med 2020 skal forhandles på plads i den energiaftale, der snart skal fornys.
    
/ritzau/