Borgmester er sikker før afstemning: - Bestseller Tower går glat igennem

Bestseller kan ifølge Ikast-Brandes borgmester efter i aften sætte spaden i jorden til det 320 meter høje tårn, som er en del af en helt ny bydel i Brande.

Bestseller Tower & Village er en helt ny bydel i Brande.
Bestseller Tower & Village er en helt ny bydel i Brande.
Foto: Bestseller

Der findes ikke andre bygninger i hele Vesteuropa, der kan måle sig med det tårn, som Bestseller har på tegnebrættet. Og i aften bliver det med al sandsynlighed endeligt godkendt.

Der er byrådsmøde i Ikast-Brande Kommune, og på dagsordenen er lokalplanen for området i Brande, hvor tårnet på 320 meter skal stå.

- Jeg forventer, at det går 100 procent glat igennem. Der har ikke været nogen indvendinger, siger Ib Lauritsen (V), der er borgmester i Ikast-Brande Kommune.

Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune.

Ingen modstand

I forhold til hvor stort og højt det kommende Bestseller Tower & Village bliver, har opbakningen været der helt fra begyndelsen.

Kun Forsvaret kom med en indsigelse, som udskød processen med en måned, men da de fandt ud af, at tårnet ikke vil påvirke flysikkerheden frafaldte de indsigelsen.

- Er der en lille smule modstand, skal man langt væk. Lokalt har der ikke været nogen modstand hverken lokalt, politisk eller blandt borgerne, siger borgmesteren.

Hverken andre høje punkter i det midt- og vestjyske eller det højeste punkt på Storebæltsbroen kan måle sig med Bestseller Tower. 
Hverken andre høje punkter i det midt- og vestjyske eller det højeste punkt på Storebæltsbroen kan måle sig med Bestseller Tower. 
Foto: Daniel Winther-John, TV MIDTVEST

Vesteuropas højeste tårn

Projektet er en udvidelse af Bestsellers hovedkvarter i Brande. Det omfatter et samlet byggeri på op til 250.000 kvadratmeter med højhuset på 320 meter samt ét højhus på 75 meter og to på 50 meter.

Når Bestseller Tower på 320 meter står færdigt, vil det med afstand være Danmarks højeste etageejendom. Herlev Hospital sidder pt på den titel med en højde på 120 meter.

Det bliver også højere end Eiffeltårnet i Paris, og faktisk vil der kun være én højere bygning i Europa, nemlig OKO Tower i Moskva, som er over 350 meter højt.

Og borgmesteren er heller ikke i tvivl om, at det er en bygning, der vil rage godt op i landskabet.

- Det er spektakulært og stort, og det vil være et trækplaster, siger Ib Lauritsen.

Byrådsmødet begynder klokken 18.30. Borgmesteren forventer, at mødet vil være slut omkring klokken 20.

2:12
Hvad siger borgerne til planerne om et højhus på 320 meter?