Plejehjem og børnehave holder fastelavn: - Det er stjernestunder i børnenes og de ældres liv
Onsdag blev der - lidt forsinket - slået katten af tønden, hvor både ældre på plejehjem og børn fra børnehave deltog.
Kattekongen var fem – kattedronningen var 95.
Der var altså ikke tale om en helt almindelig tøndeslagning onsdag på Plejehjemmet Parkvænget i Holstebro. Her var der nemlig besøg af en flok udklædte børn fra Børne Universet Mejdal, som skulle fejre forsinket fastelavn med de ældre.
På plejehjemmet har de brugt de sidste par uger på at forberede sig til dagens fest, og de har lavet deres egne udklædninger og masker. Ifølge plejer Britta Pedersen har fastelavnsforberedelserne været en fornøjelse.
- Der er blevet grinet, og der har været højt humør, mens vi har lavet maskerne. De ældre har set frem til den her dag, fortæller hun.
Selvom mange af de ældre er demente og har svært ved at huske, betyder besøgene meget.
- Nogle af dem kan huske det efterfølgende, men nogle får bare en stjernestund. Det betyder også noget på længere sigt, for de gode oplevelser bliver siddende i kroppen. Det er stjernestunder i børnenes og de ældres liv, siger Britta Pedersen.
Besøget var ikke en enkeltstående begivenhed, men en del af et længere samarbejde mellem plejehjemmet og børnehaven.
Det startede egentlig som et forsøg tilbage i 2018, hvor 12 børn skulle bruge dagtimerne på plejehjemmet i 14 dage for at se, hvad de unge og de ældre kunne få ud af hinanden.
Forsøget var så stor en succes, at plejehjemmet og børnehaven har holdt kontakten, og her halvandet år senere kommer børnene stadig på besøg hver fjortende dag for at snakke, lege og synge med de ældre.
TV MIDTVEST har fulgt samarbejdet mellem Plejehjemmet Parkvænget og Børne Universet Mejdal. Se vores udsendelser fra forsøget herunder: