Arbejdet er skudt i gang: Nu skal 13.000 tons døde mink graves op

Fødevarestyrelsen har taget hul på det omfattende arbejde med at få tømt graven i Nørre Felding for døde mink.

Lastbiler kører i pendulfart fra Nørre Felding til forbrændingsanlæggene. I alt skal 24 læs afsted på den første dag. I hvert læs er der 30 tons mink.
Lastbiler kører i pendulfart fra Nørre Felding til forbrændingsanlæggene. I alt skal 24 læs afsted på den første dag. I hvert læs er der 30 tons mink.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Tirsdag morgen klokken seks kunne Fødevarestyrelsen begynde at grave de enorme mængder mink op, der har ligget i jorden ved Nørre Felding og Kølvrå i snart et halvt år.

Arbejdet startede ved minkgravene i Nørre Felding.

- Det går godt her til morgen. Det regner en del og har gjort det det meste af morgenen, men det går godt. Regnen er ikke nået ned til minkene. Det er fortsat en tør masse, vi kan få fat i. Nærmest dejagtigt, så det fungerer rigtig godt, fortæller Kasper Klintø, der er indsatsleder i Fødevarestyrelsen, tirsdag morgen. 

Den 4. november besluttede regeringen, at alle danske mink skulle aflives. Det skete på grund af risikoen for spredning af muteret coronavirus.

I alt 17 millioner eller 46.900 tons mink blev slået ned. Af dem blev 13.000 tons gravet ned på militære områder i Nørre Felding og Kølvrå. En beslutning, som medførte store protester fra naboerne.

Torsdag den 13. maj begyndte en prøveopgravning, hvor 1.300 tons mink i løbet af tre dage gik op i flammer på blandt andet Måbjergværket ved Holstebro.

- Det der er den største udfordring, det er at sortere sand fra i gravearbejdet. Det er finpudsearbejde for entreprenørerne, men det er de ved at være rigtig trænet i og opmærksomme på, siger Kasper Klintø.

Kasper Klintø er med til at lede arbejdet ved minkgravene i Nørre Felding.
Kasper Klintø er med til at lede arbejdet ved minkgravene i Nørre Felding.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Fødevarestyrelsen begynder med at tømme gravene i Nørre Felding, hvor der er i alt 1.810 meter minkgrave. Gravene er tre meter brede og to en halv meter dybe.

- Vi gør det i en kadence, der passer til forbrændingsanlæggene, så vi graver det op, som forbrændingsanlæggene kan tage. Det er sådan, vi har sat systemet op. Det betyder, at vi kun lige åbner op til de mink, som vi skal bruge, så de ikke ligger og lugter, siger Kasper Klintø.


Der bliver også fjernet jord i en halv meters dybde under laget med mink for at fjerne eventuelle efterladenskaber, og så borgerne i Nørre Felding ikke skal bekymre sig over deres drikkevand i fremtiden. 

- Jeg kan godt forstå, hvis lokalbefolkningen er bekymret for drikkevandet, men vi har en vurdering fra Miljøstyrelsen, der siger, at hvis, vi foretager de afværgeforanstaltninger, som de anbefaler, så er der ikke risiko for drikkevandet, forsikrer Kasper Klintø.

Efter Nørre Felding kommer turen til Kølvrå ved Karup. Myndighederne forventer, at arbejdet her begynder i midten af juni, og at alle mink er gravet op og destrueret en måned senere.

Udover Måbjergværket deltager 12 andre forbrændingsanlæg landet over i opgaven.

Minkene køres blandt andet til Måbjergværket ved Holstebro.
Minkene køres blandt andet til Måbjergværket ved Holstebro.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST