Corona-travlheden slår alle rekorder – nu er der tid til byggeprojekterne
Sommerplanerne er aflyst, og i stedet bruger mange sommeren på at bygge eller renovere. Det kan mærkes i branchen.
Planerne har været der længe, men tiden har manglet. Nu er Henning Johansen dog endelig kommet i gang med det projekt, planerne har været for: Et udhus til sommerhuset.
Der mangler ganske enkelt et skur til at sætte havemøbler og andet ind i, og det er altså nu på vej.
Hvordan er tiden så lige pludselig kommet, når den ikke har været der tidligere? Coronakrisen.
- Nu skal vi ikke til udlande til sommerferien på grund af corona. Så nu tager vi en ordentlig sommerferie heroppe, så vi kan få bygget udhuset færdigt, forklarer Henning Johansen.
Han er langt fra den eneste, der bruger sommeren på at bygge eller renovere
Slår alle rekorder i travlhed
XL-Byg i Harboøre er et af de steder, hvor der er travlt. Meget travlt.
De ansatte i butikken har solgt hele 50 procent mere end sidste år.
- Vi har aldrig haft så travlt, som vi har haft i det her forår, siger Morten Jensen, der er indehaver af XL-Byg Harboøre, og fortsætter:
- Folk har bedre tid, de har haft mulighed for at gå i gang med nogle projekter, som før har været svære at overskue, og så tager det ene det andet med sig mange gange, og så bliver det til en hel del.
Også på det professionelle håndværkermarked kan det mærkes, at coronakrisen har sat gang i flere markeder.
- Hele 2020 har været hektisk med både privat, industri, offentligt og en masse landbrug også, siger Søren V. Jensen, der er entreprenør.
Han kan kun nikke genkendende til, at coronakrisen om muligt har været med til at give dem endnu mere at lave end normalt.
Tak til borgmestre
En ting er private borgere, der hyrer håndværkere. Noget andet er, når det er kommunerne, der sætter gang i projekter.
Det har flere af de midt- og vestjyske kommuner gjort under krisen, og for det får de et tak af næstformanden i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Niels Hansen.
- Vi har et fantastisk område i Midt- og Vestjylland med nogle borgmestre, som er med på, at der skal ske noget. De skal have en stor tak for at have trukket i trådene og fået noget sat i gang. Men vi kan også mærke, at det private er kommet godt med.
På landsplan er der dog knap så meget gang i den, som der er i Midt- og Vestjylland. Her melder Dansk Byggeri om en lille tilbagegang i byggeriet i løbet af foråret sammenlignet med sidste år.