Danmark skal coronavaccinere med vacciner mod flere varianter
Målgruppen for at få en boostervaccine mod corona i efteråret bliver udvidet med blandt andet frontpersonale.
Når efterårets vaccinationsindsats starter 15. september i Danmark, bliver det med opdaterede coronavacciner mod omikronvarianter.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Samtidig udvides målgruppen. Tidligere var det alle over 50 år og særligt sårbare under 50 år, der ville blive tilbudt en boostervaccine.
- Derudover anbefaler vi også, at gravide, personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, og som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko, samt pårørende til personer i særlig øget risiko bliver booster-vaccineret mod covid-19, skriver Sundhedsstyrelsen.
De første variantopdaterede vacciner ankommer i næste uge. Her leveres 1,2 millioner doser, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag.
Ugen efter ankommer yderligere 1,4 millioner doser, mens der i september i alt vil blive leveret 4,5 millioner doser.
- Den vaccine, man nu tilbyder til befolkningen, virker bredere og bedre. Man forventer ikke, at bivirkningerne vil være anderledes i de nye opdaterede vacciner - kun at virkningen bliver bedre, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Lars Bo Nielsen, på pressemødet.
De nye vacciner er udviklet af Pfizer/BioNTech og Moderna.
15. september begynder vaccinationsindsatsen med beboere på plejehjem. Fra 1. oktober kan resten af målgrupperne blive vaccineret.
Magnus Heunicke kalder det "perfekt timing" at komme i gang med vaccinationsindsatsen nu. Det vil også gøre det muligt at holde samfundet åbent over vinteren, lyder det.
- Vi kan gøre rigtig meget, hvis vi starter rettidigt, og vi starter nu. Vaccinerne er som altid helt afgørende.
- Det er ikke muligt at få smitten ned på nul med omikron. Det handler om at beskytte dem, der er i risiko, siger Heunicke.
På et samråd 24. august lød det fra ministeren, at Danmark kan få leveret op til 9,4 millioner doser i alt af de variantopdaterede vacciner i tredje og fjerde kvartal af 2022.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) indstillede torsdag til, at de to coronavacciner, som er tilpasset flere virusvarianter, blev godkendt til brug i EU. EU-Kommissionen godkendte dem senere torsdag, og derfor kan de nu benyttes i Danmark.
/ritzau/