Diskoteker indfører krav om coronapas og negativ test
Zwei Grosse Bier Bar i Skive og Holstebro indfører fredag i næste uge krav om, at gæsterne skal vise coronapas eller en negativ test.
Er du en af dem, som giver den gas i weekenden hos Zwei Grosse Bier Bar i Skive eller Holstebro, så skal du fra fredag den 12. november være ekstra forberedt.
For kan du ikke fra vise vagten i døren et coronapas eller negativ test, der er mindre end 48 timer gammel, så kan du ikke være en del af festen.
- Jeg vil være meget ked af at lukke ned i december igen. Det vil være ubærligt. Så vi vil gerne passe på os selv og vores gæster, lyder det fra Knud Mogensen, der er indehaver af Zwei Grosse i Skive og medindehaver af diskoteket i Holstebro.
Selvom smitten lige nu stiger i hele landet, så er indehaverens fornemmelse, at de unge har svært ved at sige nej til byen, når musikken spiller - også selvom, de måske har været tæt på at blive ramt.
- De vil bare gerne i byen, og i den alder vil man gerne være tæt og kysse lidt. Selv de gamle kommer ud i juletiden, og møder nogle man ikke har set længe, så er det svært ikke at give en krammer, siger han og fortsætter:
- Hvis jeg havde været 19 år, så havde jeg været ligeglad. Vi skal huske, det er unge mennesker, vi har med at gøre.
Et godt signal at sende
Og selvom det lige nu ikke er et krav, at diskotekerne skal forlange fremvisning af coropas eller negativ test, så er han sikker på, at det vil komme.
- Inden der er gået en måned, så er det indført alligevel, men hvis vi starter nu, inden politikerne får fingeren ud, så kan vi måske undgå at lukke ned igen, lyder det.
Derfor er hans opfordring til kollegaerne rundt om i landet også klar.
- Jeg kan jo ikke bestemme, hvad de andre skal gøre, men jeg synes, diskoteker og natklubber skal indføre det lige nu og her, så vi kan få stoppet smitten. Det viser, at vi er villige til at gøre en stor indsats, så vi ikke havner i samme situation som sidst, siger Knud Mogensen.
Pengene op af lommen
Når indehaveren forlanger fremvisning af pas eller negativ test, så kræver det, at han hyrer en ekstra vagt til fast at stå i døren og tjekke gæsterne.
Det koster 1500 kroner hver aften, men det er penge, som kan være givet godt ud.
- Der er højst sandsynligt nogen, som vil melde fra, men det har jeg det fint med. Man skal bare komme i god tid, så er der ikke kø. De unge skal alligevel vise ID, så det er ikke mere vanskeligt for dem, siger diskoteksindehaveren.
Hver weekend besøger 1200 - 1500 gæster Zwei Grosse Bier Bar i Skive.