Dyrenes Beskyttelse vil politianmelde aflivning af mink

På baggrund af en video fra en minkaflivning vil Dyrenes Beskyttelse politianmelde for dyremishandling.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Dyrenes Beskyttelse vil politianmelde fejlagtig aflivning af mink.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse, hvor de kalder det dyremishandling.

Politianmeldelsen sker på baggrund af en video fra en minkfarm i Nordjylland, der har floreret på de sociale medier og BT.

Videoen viser, hvordan levende mink bliver klemt og kvast under en mislykket aflivning af minkarbejdere ansat af Fødevarestyrelsen.

- Det er fuldstændig utilstedelige billeder, vi er vidne til. Det er hjerteskærende, og det må simpelthen ikke ske, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse i pressemeddelelsen.

- Dyreværnsloven siger, at den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som mulig. Det er ikke det, jeg ser her. Jeg er dybt rystet.

Yvonne Johansen understreger, "at hensynet til det enkelte dyr aldrig må træde i baggrunden".

Dyrenes Beskyttelse oplyser til Ritzau, at det er de specifikke forhold i videoen, som de anmelder.

Hvem den ansvarlige er, overlader de til politiet som en del af deres efterforskning, lyder det.

Korrekt aflivning skal overholdes

De vil også tage kontakt til Fødevarestyrelsen og sikre, at regler om korrekt aflivning bliver overholdt.

Alle mink i Danmark skal aflives, fordi det er opstået en frygt for, at en særlig virusvariant, som er fundet hos mink, kan true en kommende coronavaccine.

Beslutningen om aflivningen af de omkring 15 millioner mink blev meddelt af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i sidste uge.

Regeringen forsøger nu at få en hastelov igennem, der giver lovhjemmel til aflivningen af alle mink.

Mindst tre fjerdedele af medlemmerne i Folketinget skal tilslutte sig, før man kan gennemføre en hastebehandling af et lovforslag.