Frisør er klar til at svinge saksen – visir, håndsprit og plastikkrus skal hjælpe
Karma Frisør i Thisted har gjort alt for at sikre sig mod smittefare, så nu håber de snart at kunne åbne for kunder igen.
Lige nu er der tomt hos Frisør Karma i Thisted. Men står det til chef-frisøren Ulla Hyldgaard, så kunne statsministeren godt trykke på knappen og åbne op.
Frisøren har nemlig, ifølge hende selv, 100 procent styr på hygiejne og sikkerhed.
- Vi er altid gået meget op i hygiejne. Og efter corona-situationen er vi bare blevet endnu mere opmærksomme på det, siger Ulla Hyldgaard.
I frisørsalonen bliver man nu mødt af håndsprit ved døren, kopperne er skiftet ud med plastikkrus og Ulla Hyldgaard er selv iført visir, når der skal klippes.
- Vi fik en masse gode tiltag i gang i samarbejde med Dansk Arbejdsmiljø, der gerne ville lave en case ud af frisørsalonen.
Salonen er minutiøst gået igennem for ”smittefarer” af Mona Lagoni, der er direktør og arbejdsmiljørådgiver ved Dansk Arbejdsmiljø, der er et rådgivningsfirma, der hjælper med alle aspekter indenfor arbejdsmiljø.
- Med den kompetence, vi har, så har vi kunnet stille os til rådighed i den her tid, så virksomheder kan komme i gang igen, siger Mona Lagoni.
Blandt andet er en forkælelsesbakke til kunderne nu blevet udstyret med håndsprit, en lille klud og en håndcreme.
Ventepladserne er også lavet om, så kunderne ikke sidder så tæt. Og det samme gældre frisørerne.
- Håret bliver vasket hos alle kunder nu, de må ikke sidde tæt på hinanden og så bliver de bedt om at spritte mobiltelefonerne af inden de sætter sig i stolen,siger Mona Lagoni fra Dansk Arbejdsmiljø.
En hård tid
Salonen har nu været lukket ned siden 18. marts. Det har været en hård tid, forklarer Ulla Hyldgaard.
- Det gør ondt, og det er meget dyrt for os, men sådan er det jo over hele landet, siger Ulla Hyldgaard.
Af samme grund føler hun også at tiden er moden til at åbne op igen for landets saloner.
- Vi er bare så klar på at komme i gang igen. Fysioterapeuterne har fået lov at komme i gang igen uden de samme forholdsregler, som vi nu tager, så vi føler virkelig, vi er klar, siger chef-frisøren.
Og ifølge Mona Lagoni kan frisøren være sikker på, at hun overholder de retningslinier, der givetvis kommer på et tidspunkt fra Sundhedsstyrelsen til frisører.
- Min vurdering er, at Karma Frisør vil mere end overholde de retningslinier, der må komme fra Sundhedsstyrelsen. Jeg vil ikke mene, det vil være farligere end at tage ud at handle, siger Mona Lagoni.
Er ikke bange for at smitte
Frisørerne kan naturligvis ikke holde to meters afstand, når der skal klippes. Men det problem, mener Ulla Hyldgaard, de er ude over med brugen af visir.
- Jeg synes, det er hundrede procent forsvarligt det her. Vi har også fået enorm mange henvendelser fra kunder, der gerne vil have ordnet hår. Selvfølgelig er vi ikke vitale på den måde, og ingen dør af at have langt hår eller udgroninger. Men vi mener, vi kan gøre det her på et forsvarligt grundlag, slutter Ulla Hyldgaard.