Lise røg i respirator, da hun blev smittet – efter udskrivelsen får hun stadig ilt

Coronavirus har taget hårdt på Lise Hedelund Jepsens krop. Hun var indlagt på sygehuset i Viborg i tre uger, og her en måned efter udskrivelsen får hun stadig ilt døgnet rundt.

Lise Hedelund Jepsen var indlagt med Covid-19 på isolationsafsnittet i Viborg i tre uger. Nu en måned efter hun blev udskrevet, sætter sygdommen stadig aftryk på hendes krop.
Lise Hedelund Jepsen var indlagt med Covid-19 på isolationsafsnittet i Viborg i tre uger. Nu en måned efter hun blev udskrevet, sætter sygdommen stadig aftryk på hendes krop.
Foto: Privatfoto

Lige nu er kun ganske få midt- og vestjyder alvorligt syge på grund af coronavirus. På sygehusene i Region Midtjylland er seks personer lørdag indlagt med Covid-19.

Men nogle patienter er stadig alvorligt mærket af sygdommen - selv efter at de er blevet udskrevet fra sygehuset. 

Lise Hedelund Jepsen fra Hald Ege ved Viborg er én af dem.

I slutningen af marts blev hun indlagt på Regionshospitalet i Viborg efter at være blevet smittet med coronavirus. 

Selvom hun kun er 43 år og dermed ikke burde være i risikogruppen, fik sygdommen sat hendes krop i højeste beredskab. 

- Jeg havde over 40 i feber, og min puls susede afsted med 160 slag i minuttet. Jeg trak vejret 60 gange i minuttet. Jeg var virkelig på overarbejde, fortæller Lise Hedelund Jepsen om tiden på Regionshospitalet i Viborg. 

Kroppen i 'overlevelsesmode'

Lægerne lagde hende i respirator for at give hendes krop ro til at blive rask. Det gjorde hende bange at tænke på det - især fordi hun ikke måtte have nogle pårørende ved siden side på isolationsafsnittet, hvor hun lå.

- Det var derfor, jeg rullede ned mentalt. Jeg tænkte: 'Det her må du bare klare selv. Nu går du i overlevelsesmode,' fortæller hun.

For to år siden fik hun konstateret sclerose, men det seneste års tid har den kroniske sygdom været i ro. Lægerne på Regionshospitalet ved endnu ikke, om sclerosen har gjort hende ekstra sårbar overfor virussen.

Men ikke desto mindre gjorde sygdommen, at hun havde alvorlige problemer med at trække vejret.

Det skræmte hende undervejs, at hun som 43-årig blev så hårdt ramt, som hun gjorde.

- Jeg tænkte: Jeg har det ad helvedes til. Hvordan er det så ikke at være 30 eller 40 år ældre?

Udskrevet, men mærker stadig sygdommen

Det er nu en måned siden, at Lise Hedelund Jepsen blev udskrevet fra Regionshospitalet i Viborg. Ikke desto mindre har hendes lunger i dag stadig brug for hjælp til at trække vejret.

Hun har fået et iltapparat med hjem til hende selv. Den kører i døgndrift, så hun ved hjælp af en iltslange nemmere kan få luft og kan klare hverdagssyslerne i hjemmet.

- Når jeg skal gå og snakke, så hjælper det til, at jeg hurtigere får almindelig vejrtrækning igen, siger hun.

Ifølge lægerne på Covid-19-afsnittet i Viborg kan det tage tid for patienter at komme sig over et sygdomsforløb med Covid-19. Særligt hvis de har ligget i respirator, som i Lise Hedelund Jepsens tilfælde.

Men hvor længe de er mærket af sygdommen, varierer fra patient til patient, lyder det fra lægerne.

Ønsker det ikke for sin værste fjende

Lise Hedelund Jepsens forløb har været i den mere alvorlige ende. Da det var værst, kunne hun stort set ingenting, og hun havde brug for hjælp både til at gå på toilet og tage et bad.

- Jeg ønsker ikke for min værste fjende at blive udsat for det forløb, jeg har været igennem. Det er der ikke nogen, der skal prøve, siger hun.

Det er vigtigt for hende, at smitten i samfundet forbliver under kontrol, så andre ikke skal opleve det samme som hende.

- Det er virkelig nu, det er vigtigt at holde fast i de gode tiltag for at undgå smittespredning, siger Lise Hedelund Jepsen.

Heldigvis kan hun uge for uge mærke, at hun får det bedre, og hun har fået en genoptræningsplan, så hun snart kan komme på hægterne igen. 

Hun håber, at hun kan blive rask nok til at vende tilbage til sit job som sundhedsplejerske efter sommerferien. 

8:33
Se interviewet med Lise Hedelund Jepsen - og andre midt- og vestjyders historier - i dette afsnit af Vores Hverdag med Corona.