Coronavirus i Midt- og Vestjylland torsdag
I livebloggen her kan du følge seneste nyt om coronavirussen i Midt- og Vestjylland torsdagen igennem.
Pressemøde i Finansministeriet klokken 10
Der er torsdag klokken 10 pressemøde i Finansministeriet om dansk økonomi under coronaudbruddet og om hjælpepakkerne.
Ved pressemødet deltager finansminister Nicolai Wammen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S), beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og skatteminister Morten Bødskov (S).
/Ritzau
Forsvaret begynder gradvis genåbning
Efter påske vender en række ansatte i Forsvaret tilbage til deres tjenestesteder rundt om i landet, så det kan leve op til sine nationale og internationale forpligtelser. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Det er cirka 1.100 militære og civile medarbejdere, der vender tilbage til deres tjenestesteder. Under den delvise nedlukning af samfundet har mange – også i Forsvaret – arbejdet hjemmefra.
Dagtilbud og skoler i Struer genåbner 15. april
I alle dagtilbud og på alle skoler har Struer Kommune mulighed for at leve op til de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har lavet for den første fase i genåbningen af Danmark.
Det betyder, at alle børn til og med 5. klasse d. 15. april kan vende tilbage til deres kammerater, pædagoger og lærere - men alligevel ikke til en hverdag, som de kendte den før corona.
Tiltagene bliver forskellige fra skole til skole, men der vil være ændringer i både fag og skoledagens længde. Én ting er dog sikker - langt de fleste aktiviteter vil foregå udenfor af sikkerhedshensyn.
Der bliver gjort grundigt rent på alle lokationerne dagen før genåbningen. Og derfra vil der være et forhøjet fokus på rengøring af eksempelvis toiletter flere gange dagligt.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Ny låneordning skal polstre erhvervslivet med 35 mia. kr.
Regeringen laver en ny låneordning til små og mellemstore virksomheder.
Det vil polstre virksomhederne med op til 35 milliarder kroner, oplyser Finansministeriet på et pressemøde torsdag.
Tiltaget skal ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) begrænse tabene og gøre virksomhederne i stand til hurtigt at komme i gang med produktionen på den anden side af krisen.
- Ordningen forbedrer overlevelsesmulighederne for små og mellemstore virksomheder, der kan have vanskeligt ved at opnå lån i banken, siger han på et pressemøde i dag.
Konkret er det den moms, som virksomhederne har indbetalt i marts, der vil blive tilbagebetalt som et lån. For eksempelvis en virksomhed med fire millioner kroner i omsætning, betyder det et lån på 350.000 kroner.
Små- og mellemstore virksomheder skal gå ind på hjemmesiden virk.dk og ansøge om lån af indbetalt moms.
Lånet er rentefrit og skal betales tilbage i april 2021.
Det siger skatteminister Morten Bødskov (S) på pressemødet.
/ritzau/
Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale
En femtedel af de personer, som den seneste måneds tid er blevet testet positiv for coronavirus, er sundhedspersonale.
Det er facit, efter at sundhedsmyndighederne den 11. marts åbnede for, at ansatte i sundhedsvæsnet i højere grad kunne testes for coronavirus.
Tallene stammer fra en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI).
/ritzau/
Viborg Kommune: Få svar på spørgsmål om genåbning her
Viborg Kommune har lavet en side med svar på de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med den gradvise genåbning af dagtilbud og skoler.
Siden bliver løbende opdateret i forhold til Sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Se siden her.
Her er de seneste smittetal i Midt- og Vestjylland
De nyeste tal fra Region Midtjylland viser, at 24 er indlagt på Hospitalsenheden Vest. Onsdag var tallet 31.
På Hospitalsenheden Midt er 15 indlagt mod 16 onsdag.
Sygehuset i Thisted har som det eneste akutsygehus i landsdelen ikke patienter indlagt med covid-19. Patienter kan blive testet i Thisted, men kommer til pandemiafdelingen i Aalborg, hvis de har brug for indlæggelse.
I hele Region Midtjylland er der torsdag 68 indlagt.
I hele Region Nordjylland er der ifølge seneste tal (fra onsdag) 29 indlagt.
Frisør holder humøret højt trods krisen
Frisørmester Jesper Brink fra Holstebro var meget påvirket af situationen, da han 17. marts fik at vide, at han på grund af coronakrisen skulle lukke sin salon i 14 dage.
Nu er nedlukningen blevet forlænget til den 10. maj - alligevel er det lykkedes ham at holde humøret oppe.
- Selvfølgelig er det frustrerende, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Det hjælper ikke at sætte sig ned og tude. Hvorfor så ikke prøve at få noget positivt ud af det, siger han.