Nummer 346 i køen: Marianne ringer forgæves for at få vaccinetid
KOL-patienten Marianne Andersen overvejer helt at droppe vaccinationer til vinter, fordi det er så svært at komme igennem på telefonen.
Pensionisten Marianne Andersen bliver altid vaccineret i oktober. Og hun håber på at blive igen i år.
Men efterhånden er hun ved at tvivle lidt på, om det overhovedet kan lade sig gøre.
For lige meget hvor ofte hun ringer ind for at få hjælp til at booke en vaccinationstid, kommer hun ikke igennem telefonkøen.
- Det har været umuligt.
- Først var jeg nummer 346, så nummer 330. Nej, det gik det hurtigt. Så nummer 325, og nej. Så tog det det halve af eftermiddagen, siger Marianne Andersen.
Pensionisten fra Vinderup har KOL og er derfor vant til at blive vaccineret.
Fra oktober og tre måneder frem kan alle over 65 år, sårbare personer og gravide i andet og tredje trimester blive gratis vaccineret mod corona og influenza.
Prøvet mindst 10 gange
Marianne Andersen har allerede fået at vide på e-boks, at hun er blandt dem, der kan blive vaccineret.
Men hun har brug for hjælp til at bestille tid. Derfor ringer hun ind, men hun ender med at blive smidt af køen igen og igen.
Hvor mange gange har du prøvet?
- Uh, øv. Det har jeg simpelthen ikke tal på. I dag har jeg prøvet i hvert fald 10 gange, siger Marianne Andersen.
Vaccinationstiderne skal bestille med NemID eller MitID. Marianne Andersen har MitID og kunne derfor i teorien godt bestille tiderne selv. Men hun kan ikke finde ud af at bruge MitID til andet end netbank.
Der er vacciner nok
Hos dem, der driver telefonlinjen, maner man til besindighed. For der er vaccinationstider nok til alle i løbet af de næste tre måneder.
- Borgerne behøver ikke at stresse for at få en tid de første uger af oktober. Der er en tid og en vaccine til alle de borgere, der skal vaccineres, siger Leni Hartmann Buhl Johansen.
Hun er leder af Booking-Support i Region Midtjylland. Her man de seneste par dage oplevet glødende telefonrør.
- Vi oplever, at rigtig mange ringer ind, og det er typisk folk, der ringer ind for at få hjælp til at booke vaccinationer, siger Leni Hartmann Buhl Johansen.
Dropper måske vaccinen
Blandt dem finder man altså Marianne Andersen. Hun bliver ved med at ringe – lidt endnu i hvert fald. For på et tidspunkt kan det godt være, at hendes tålmodighed slipper op:
Kan det betyde, du ikke skal vaccineres?
- Ja, det kan det. Og jeg har KOL, og det er nok ikke det smarteste. Men jeg orker ikke, siger pensionisten.
De første vaccinationstider er 1. oktober, og man kan blive vaccineret på regionale vaccinationscentre og på udvalgte apoteker.