Skyggen af covid følger stadig med: Mød dem, som aldrig glemmer corona

Vi gik med mundbind, fik vatpinde stukket i næsen og mange har været isoleret med sygdommen i flere uger. 

Selvom corona for et år siden var på alles læber, synes sygdommen i dag at være røget i baggrunden for de fleste. 

Men ikke for Jette Ulrich Rasmussen. 

Som mange andre blev hun smittet, men som kun få andre har sygdommen stadig sit greb i hende. 

Man tror, man er usårlig

Før 62-årige Jette Ulrich Rasmussen blev ramt af covid-19, var hun en aktiv kvinde, som arbejdede som speciallærer på en folkeskole og som coach med hypnose og meditation. 

- Det var et arbejdsliv, jeg holdt utroligt meget af. Også selvom der var mange bolde i luften, så holdt jeg af hver eneste bold, fortæller hun. 

Men i november 2020 blev hun smittet med covid-19. Sygdommen vendte op og ned på hele hendes tilværelse, og omvæltningen startede med en indlæggelse på sygehuset. 

- Det var et hårdt forløb, men jeg troede jo ligesom alle andre, at det var en form for forkølelse, som man bare skulle træne sig igennem. 

Men efter fem uger med genoptræning, måtte Jette Ulrich Rasmussen erkende, at der er nogle følger af sygdommen, som hænger ved. 

Hun bliver hurtigt træt, har svært ved at formulere sig og kunne ikke længere forstå sætningerne, når hun læste. 

- I det arbejde, jeg havde, skal man altid være fem skridt foran, men jeg måtte erkende, at jeg simpelthen ikke kunne varetage de arbejdsopgaver, jeg havde, fortæller hun. 

- Men tror, man er usårlig, men det er man ikke. 

Derfor er hun i dag seniorpensionist og hjemme det meste af dagen. Det er en udfordring at være social, og bare det at handle, kræver nu en hel del af hende. 

- Jeg kan måske gå 100 meter på en god dag, og så skal jeg have pauser, så de fysiske smerter er der stadig, forklarer hun.

Mødes om fælles smerte

Med den grønne solsikke-snor, som signalerer, at man har et usynligt handicap, begiver hun sig alligevel ud for at handle. 

Hun fik solsikkesnoren anbefalet af en anden, der også lider af senfølger efter covid-19. En kvinde, hun mødte i en ny gruppe, der er dannet i Holstebro. 

Anette Lundaa tog initiativet til gruppen for at mødes med andre, som havde det som hende. Derfor fandt hun andre i Holstebro i en facebookgruppe for mennesker med covid-senfølger.

- Jeg kunne jo høre flere og flere, der havde svært ved, at de ikke blev hørt og havde forståelse for, hvordan vi har det. Da vi mødtes første gang her i gruppen, så vi, hvor meget vi havde til fælles, fortæller hun.

Hun er sygeplejerske og blev i marts 2020 udlånt til covid-afsnittet. Det fik fatale konsekvenser for Anette Lundaa. 

- Jeg havde det lidt skidt, men det var ikke noget specielt, fortæller hun. 

Men måneder efter hun var tilbage på arbejde, var hun fortsat utroligt træt. Senere fik hun voldsomme muskelsmerter og fik svært ved at koncentrere og formulere sig.  

På senfølgeklinikken var de ikke i tvivl, for Anette Lundaas symptomer lignede de andre patienters symptomer. 

- Det var en helt lettelse at komme ind og snakke med dem og finde ud af, at det altså ikke var mig, den var gal med. Ikke mig der er doven eller ikke gider noget. For det har nok været det, der har været sværest at overbevise sig selv om, at der er faktisk noget her, siger hun.

Men senfølgerne er virkelige, også selvom mange har glemt dem, mener Jette Ulrich Rasmussen. 

- Jeg kan godt forstå, at det for mange er noget, der er passé - der er ikke opmærksomhed på det, og alle de synlige ting, som mundbind og testcentre er væk. Men der er folk, ligesom min gruppe her, som har nogle svære senfølger, og det skal ikke glemmes, slår hun fast. 

For hende har gruppen været en hjælp til at føle sig forstået og til at håndtere egne udfordringer. 

- Det er ikke hensigten, at vi skal sidde og dvæle i det, eller svælge i, hvor meget der nu er galt med os. Helt ærligt, det gider vi ikke. Vi vil gerne hjælpe hinanden, og se, hvordan vi kommer videre, og fortsat sætte fokus på senfølger. De forstår nogle gange nogle problematikker, som er svære at forklare overfor sine børn eller venner, forklarer hun. 

Nødt til at tro på det

Over to år efter, at Jette Ulrich Rasmussen blev smittet med covid-19 fylder senfølgerne hende stadig. 

Følgerne har haft altafgørende betydning for hendes hverdag, og derfor handler det for hende om at fokusere på dét, hun kan, og ikke det, hun kunne engang. 

- I starten af forløbet talte vi om, at der var to muligheder: enten at sætte sig hen i sofaen og skælde ud, eller at sige: nu må vi finde en vej, fortæller hun. 

Siden har hun kæmpet for at tage langsomme skridt mod bedring, og glæder sig over hvert enkelt skridt. 

- Der er ting, jeg ikke kan, men det gælder om at sige: ”nu kan jeg læse tre sider i en bog ad gangen – det er bedre end ingen sider," understreger hun. 

Hun vil fortsat tro på, at hendes liv kan ændre sig - måske med hjælp fra lægevidenskaben. 

- Vi er nødt til at kæmpe for og tro på, at det bliver bedre. At tro på, at lægerne finder noget, der kan hjælpe på mine smerter eller på min hjerne. Jeg håber stadigvæk, at de finder en forklaring, der gør, at os med covid-senfølger kan komme videre.