Slagteriarbejder: Vores arbejde er også meget vigtigt

Tillidsrepræsentant Peter Uno fortæller, at maskinerne på slagteriet gør det umuligt at holde stor afstand til kollegerne.

2:47
Tillidsmanden på Tican-slagteriet i Tican savner opmærksomhed om, hvad det er for en opgave han og kollegerne løfter i en tid med Corona.

Mens mange midt- og vestjyder arbejder hjemmefra i disse dage, så er der andre, der hver dag stadig skal møde op på arbejdspladserne rundt omkring i landet.

Det gælder blandt andet de ansatte, der sørger for, at der stadig er fødevarer nok til kunderne rundt omkring i landet. En af dem er Peter Uno, der er tillidsrepræsentant ved Tican slagteriet.

- Vi er af den opfattelse, at det arbejde vi udfører herude på slagteriet er lige så vigtigt som alle andre i nødberedskabets, som sygeplejersker, læger og dem der tager sig af ældre mennesker. Vi laver et vigtigt arbejde herude, når vi sørger for, at folk får noget føde, siger han.

Udfordringer på jobbet

Peter Uno roser regeringens mange tiltag, men han kunne godt tænke sig, at de privat ansatte fik mere opmærksomhed i disse tider. Det er nemlig ikke muligt for de ansatte på slagteriet at leve op til alle regerings anbefalinger mod coronavirus, mens de arbejder.

- Vi har nogle processer, hvor vi ikke har mulighed for at holde så meget afstand til hinanden, som man kunne ønske, fordi vores maskineri er bygget op på en måde, så man ikke bare kan lave ekstra afstand, mens vi arbejder, forklarer han og fortsætter:

- Vi har det sådan, at vi gerne vil efterkomme alle de ønsker, som Mette Frederiksen og regeringen kommer med, men vi kunne også godt tænke os, at man meldte ud, at selvfølgelig skal vi alle sammen gøre, hvad vi kan, men at man også er klar over, at der vil være nogle steder på for eksempel slagterierne og andre produktionsvirksomheder, hvor man aldrig vil kunne følge det 100 procent, men at vi gør vores bedste for at holde hygiejnen helt i top.

Se hele interviewet med Peter Uno øverst i artiklen.