Vestkystturisme venter stadig på afklaring: - Det er noget svineri, at vi ikke kan få et ordentligt svar

Langs vestkysten afventer turismeerhvervet stadig svar på, om tyskerne får lov til at krydse grænsen og holde ferie i Danmark.

Anna Grethe Olesen kalder det svineri, at turismeerhvervet langs kysten ikke kan få et klart svar fra Christiansborg.
Anna Grethe Olesen kalder det svineri, at turismeerhvervet langs kysten ikke kan få et klart svar fra Christiansborg.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Partilederne er blevet enige om at udvide fase to i genåbningen af Danmark.

Det betyder blandt andet, at listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark bliver udvidet fra 25. maj, så eksempelvis udlændinge, der ejer et sommerhus i landet, må rejse ind.

Desuden må udenlandske kærester og bedsteforældre også rejse over grænsen, ligesom forretningsfolk må rejse ind og ud af Danmark.

Men udenlandske turister er fortsat ikke velkomne, og det gør ondt langs vestkysten, hvor særligt de tyske turister normalt fylder i landskabet og økonomien.

- Jeg bliver berørt af det, for jeg er ked af det overfor gæsterne, og jeg er ked af det overfor vores husejere. Jeg synes, at det er noget svineri, at vi ikke kan få et ordentligt svar, siger Anna Grethe Olesen, der er medindehaver af udlejningsbureauet Klitferie i Vedersø.

Først svar sidst i maj

Ifølge den nye aftale skal regeringen senest den 29. maj fremlægge en plan for "en kontrolleret og gradvis genåbning af sommerhusturismen, der er sundhedsmæssig forsvarlig, og som giver turistbranchen klarhed".

Er det ikke fornuftigt nok, at vi også varetager sundheden?

- Jo, det er det. Men vi må også tænke os om i forhold til, hvor meget det koster, siger Anna Grethe Olesen, der har 230 feriehuse til udlejning.

Og det er ikke småpenge, turismen langs vestkysten går glip af lige nu. Det fortæller ejer af Jyllands Akvariet i Thyborøn og næstformand i Partnerskab for Vestkystturisme, Michael Madsen.

- Det er ikke bare små steder, små brancher og små samfund. Det er en kæmpe industri, og hvis det var en virksomhed på Sjælland, der mistede så mange milliarder, som dem, der siver ud lige nu langs vestkysten, så ville man have set, at der kom handling med det samme.

- Her står vi bare rigtig langt væk fra Christiansborg, lyder det skarpt.

Borgmester: - Jeg er dybt, dybt skuffet

Et andet sted langt fra beslutningerne på Christiansborg, sidder endnu en skuffet vestjyde. Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, har ingen rosende ord overfor de seneste lempelser af grænserestriktionerne.

- Det flytter altså ligeså lidt som ingenting. Det har ingen betydning, lyder det fra Venstre-borgmesteren, der skønner, at det blot er omkring 100 udlændinge, der ejer et sommerhus i kommunen og derfor kan krydse grænsen fra mandag.  

Det efterlader et stort spring op til de knap tre millioner tyske overnatninger, kommunen havde i 2019.

- Jeg er dybt, dybt skuffet og ærgerlig over, at man ikke har meldt ud, hvornår grænsen åbner for vores turister. Egentlig så jeg allerhelst, at man åbnede grænsen helt, men det må jeg nok anerkende, at der ikke kommer til at ske lige med det samme, siger Hans Østergaard (V).

5:35
Opfattelsen er entydig. Fortsat usikkerhed omkring åbningen af landets grænser er meget uacceptabel.