Hård kritik af arbejdsplads - nu er vigtig rapport klar

Ib Lauritsen, der er bestyrelsesformand i Erhvervshus Midtjylland, har givet hele sin bestyrelse arbejdsro, efter at en længe ventet rapport blev præsenteret på et bestyrelsesmøde tirsdag.

Ib Lauritsen er både borgmester i Ikast-Brande Kommune og bestyrelsesformand for Erhvervshus Midtjylland.
Ib Lauritsen er både borgmester i Ikast-Brande Kommune og bestyrelsesformand for Erhvervshus Midtjylland.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Arbejdsro.

Sådan lyder meldingen fra Ib Lauritsen, der er bestyrelsesformand i Erhvervshus Midtjylland, efter at resultatet af en længe ventet undersøgelse tirsdag blev præsenteret for erhvervshusets bestyrelse på et bestyrelsesmøde.

- Vi skal have lov til at tygge den her rapport igennem, siger formanden, som også er borgmester i Ikast-Brande Kommune for Venstre. 

Undersøgelsen skulle kortlægge det psykiske arbejdsmiljø i Erhvervshus Midtjylland, efter af 21 nuværende eller tidligere medarbejdere har været ude med hård kritik af virksomhedens ledelse. 

Flere af dem mener, at den nuværende ledelse er skyld i, at erhvervshuset er et utrygt sted at gå på arbejde. 

TV MIDTVEST fangede bestyrelsesformand Ib Lauritsen i telefonen umiddelbart efter dagens bestyrelsesmøde. Her ville han dog ikke gå ind i, hvilke konklusioner undersøgelsen var nået frem til. 

Ib Lauritsen, kan du sige bare en lille smule om, hvad der stod i rapporten? 

- Der skal være ro til at kigge rapporten igennem. 

Men er det de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der har anmodet om arbejdsro, eller er det noget, du har givet dem?

- Du kan jo ringe til bestyrelsen og spørge.

Men nu spørger jeg dig.

- Det må du spørge dem om.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra flere medlemmer i bestyrelsen. De ønsker ikke at udtale sig og henviser til formanden. 

Bekræfter ikke opbakning til ledelsen  

Undersøgelsen blev sat i gang 3. marts i år på baggrund af blandt andet to bekymringsbreve, som nuværende og tidligere medarbejdere havde skrevet direkte til erhvervshusets bestyrelse. 

Det er denne undersøgelse, som i dag blev færdiggjort. Senere er der blevet lagt et ekstra lag på undersøgelsen, efter at Erhvervshus Midtjylland i april fik et undersøgelsespåbud af Arbejdstilsynet. 

Anden del af undersøgelsen er dog stadig i gang. 

Adspurgt til, om bestyrelsen fortsat har opbakning til den nuværende ledelse i Erhvervshus Midtjylland, svarer formand Ib Lauritsen:

- Du kan spørge fra nu af og indtil nytår. Vi skal have tid til at kigge den her rapport igennem, siger han.  

Så jeg får dig ikke til at bekræfte, at hele bestyrelsen har opbakning til den nuværende ledelse?

- Du kan blive ved med at spørge. Nu er der arbejdsro til at læse rapporten.

Hvor lang tid er der arbejdsro?

- Det er jeg ikke forpligtet til at svare dig på. Der er arbejdsro, så længe der er arbejdsro, afslutter formanden.