Skandaleramt virksomhed får midlertidig direktør

Mette Højborg er ny, midlertidig direktør i Erhvervshus Midtjylland, og hun føler sig helt klar til at få vendt skuden i den kriseramte virksomhed.

MetteHoejborg

Der har været uro i Erhvervshus Midtjylland de seneste uger, efter TV MIDTVEST afslørede, at det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden i flere år har været dårligt.

21 nuværende og tidligere medarbejdere har ytret kritik af den øverste ledelse, som, de mener, var skyld i et dårligt psykisk arbejdsmiljø. I forlængelse af kritikken igangsatte bestyrelsen en ekstern undersøgelse, og torsdag 23. maj førte den til, at en enig bestyrelse fyrede daværende direktør Erik Krarup.

Tirsdag morgen blev Mette Højborg så præsenteret som ny, midlertidig direktør. Hun skal få ro på virksomheden, og hendes første opgave bliver netop at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.

- Hvis jeg ikke troede på, at jeg kunne være med til at skabe en ramme, hvor det kunne ske, så skulle jeg ikke have sagt ja til jobbet. Men jeg kan ikke gøre det alene. Medarbejderne og bestyrelsen skal også hjælpe med at få situationen vendt, siger hun.

Der sidder nok medarbejdere, som har store forventninger til, at du vil tage godt hånd om dem og om virksomheden, efter alt det her. Hvordan vil du sikre dig det?

- Selvfølgelig skal medarbejderne inddrages. Jeg vil dog tillade mig at præsentere et oplæg for organisationen, så vi ikke starter dialogen fra bar bund. Vi har brug for momentum i skabelsen af et nyt samarbejdsgrundlag, siger Mette Højborg.

Har tidligere været direktør i kommune

Hun har tidligere været direktør for Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked i Holstebro Kommune, hvor hun blandt andet havde ansvar for stabene HR, udvikling og kommunikation. Hun stoppede i det job i december sidste år og har siden holdt fem måneders frivillig karrierepause, til det rette job dukkede op.

- Jeg havde ikke regnet med, at det gode job kom så hurtigt. Jeg fik ikke så meget forberedelsestid, som man måske ellers ville have haft ved en normal ansættelse. Og det betyder, at jeg ikke har en klar plan, og at jeg derfor nok kommer til at begå fejl. Men det skal der også være plads til, siger hun.

Mette Højborg skal være midlertidig direktør, frem til en ny permanent direktør er ansat.

- Bestyrelsen skal finde ud af, hvad de vil have for en direktør, så nu får de ro til det, siger Mette Højborg.

Hun tiltrådte stillingen som midlertidig direktør tirsdag morgen, hvor hun blev introduceret til Erhvervshus Midtjyllands medarbejdere på et fællesmøde.