Specialist giver løsningsforslag til store vandproblemer, men det vil tage mange år
Borgmester i Silkeborg, Steen Vindum, vil have løsningsforslaget undersøgt.
De massive mængder regn har givet store problemer i det midt- og vestjyske.
Vi har fortalt om husejere, entreprenører og veje, der alle har haft problemer på grund af den stigende vandstand.
Mange steder beder de for en løsning og gerne en, der går hurtigt. Morten Lauge Fejerskov, der er seniorspecialist i vandløb hos Niras kan leve op til halvdelen af det ønske.
- Løsningen er at tage fast ved roden og starte ved toppen af vandløbssystemet. Vi skal have parkeret det her vand, og vi skal have parkeret det i topenden af systemerne. Det er den langsigtede løsning på det her problem. Det vil tage mange år at nå dertil, hvor det vil give os en hjælpende hånd, men det er et nødvendigt, langt og sejt træk, siger specialisten.
Der har været mange forslag til, hvordan vandproblemerne skal løses, men det her er altså den eneste holdbare løsning, mener Morten Lauge Fejrskov.
Og så vil det ikke hjælpe på sådan en 100-årshændelse alligevel. Dem bliver vi nødt til at acceptere, siger han.
Borgmester lytter
Netop en løsning med at parkere vandet forskellige steder er noget, som de i Silkeborg Kommune kigger på.
Det slår borgmester Steen Vindum fast, samtidig med at han siger, at der ikke findes nogen let løsning.
- Uanset hvad vi gør, så tror jeg, at vi bliver udfordret i fremtiden. Det med at parkere vand nogle steder er et af de elementer, vi har bedt om at blive undersøgt. Så skal man undersøge, hvor man kan gøre det, hvor man kan gøre det bedst muligt henne og hvor man kan gøre det billigst henne. Så må jeg også bare sige, at som kommune har vi ikke økonomi til det her. Derfor har vi sendt den lille appel over til Miljøministeriet om, at de også skal være med til at betale. Det forstår jeg, at de også er, siger Steen Vindum.
Kommuners håndslag
Andre forslag til at komme vandproblemet til livs har lydt på grødeskæring, grave åen op eller rense den. Men hvis man vælger den slags, tager man løsningen på den korte bane og ikke den lange.
- I en situation med mindre oversvømmelse vil nogle af de her tiltag godt kunne bruges til lokalt at sænke vandstanden. Men man skal være klar over, at når man begynder at grave i vandløbene og begynder at skære grøden, så igangsætter man en proces, hvor man skal blive ved. Det er ligesom at luge ukrudt hjemme i haven – det er noget, man skal blive ved med, siger Morten Lauge Fejerskov.
De syv kommuner, der ligger op til Gudenåen, er gået sammen og har givet hinanden håndslag på, at der skal laves en handleplan.
I den handleplan kan der meget vel blive skrevet ind, at der skal købes jord af lodsejere og husejere, så der er steder, hvor man kan lede vandet hen.
- Det kan blive konsekvensen. Hvis man ikke kan finde nogen steder at parkere vandet, og man gerne vil undgå oversvømmelser, så er man nødt til at respektere, at man skal lidt længere væk fra åerne, end man er i dag, slår specialisten fast.
Der skal ifølge Morten Lauge Fejerskov findes en løsning, og arbejdet skulle gerne have været gået i gang i går, slår han fast.
For han mener, at vi skal vænne os til, at hændelser med store mængder vand og ekstreme forhold kommer til at forekomme oftere og oftere.