”De Røde Barakker” i Thyborøn brænder
Det brænder voldsom på Kystcentervej. Politiet opfordrer folk øst for branden til at søge inden døre.
Der er udbrudt brand i de hundrede år gamle barakker på Kystcentervej i Thyborøn, ”De Røde Barakker".
Der blev slået alarm omkring klokken halv otte tirsdag aften, og branden har virkelig fået fat.
- Kombinationen af kraftig vind og tagpap gør, at hele bygningen er godt på vej til at være helt nedbrændt. Det hele er allerede mere eller mindre ødelagt, siger Jean Warming, indsatsleder, Nordvestjyllands Brandvæsen.
Lige nu kæmper omkring 18 mænd med de voldsomme flammer i Thyborøn.
"De Røde Barakker", som også huser Restaurant Mallemukken, er lige nu under renovering og er ved at blive gjort klar til den nye sæson, der efter planen skulle have været skudt i gang den 1. april.
- Vi forsøger på livet løs at slukke ilden, men lige nu kæmper vi med meterhøje flammer, og vi har mange timers slukningsarbejde foran os, siger Jean Warming, indsatsleder, Nordvestjyllands Brandvæsen.
Politiet: Bliv indenfor
Politiet anmoder borgerne på vejene øst for branden, Vesterhavsgade - Glentevej og Bredgade om at forblive indendøre og lukke døre og vinduer. Alle andre skal søge væk fra røgfanen og give plads for indsatspersonale.
En beboer, der bor meget tæt på branden, bekræfter også, at ilden er meget kraftig, og at store dele af området er dækket af tæt røg.
- Da jeg var dernede for lidt siden var der fem brandbiler til stede. Men de har slet ikke styr på det endnu. Bygningerne er lavet af træ og er meget tør, så det er klart, at branden virkelig har fået fat, siger Bjarne Hansen fra Thyborøn.