Kaj og Jane tænder vaskemaskinen efter "strøm"-udsigten
En ny undersøgelse viser, at mange har ændret deres forbrug af energi efter de høje priser.
Armene fanger først en lys kjole, en blå bluse og til sidst et par bukser.
Jane Schmidt er godt i gang med at fylde vaskemaskinen i kælderen til huset i Holstebro.
Ofte er det ikke manglen på rent tøj, der dikterer maskinens arbejde - i stedet er det udsigten til billig strøm.
- For det meste kigger jeg efter, om der er billig strøm.
- Det er dyrt, og så kan man fylde den op og spare på den måde, forklarer hun foran vaskemaskinen.
Hendes mand, Kaj Schmidt, hjælper gerne med at spare på vasken og andre strømhungrende opgaver. Parret har en såkaldt variabel elaftale - det betyder, at deres elpris skifter i løbet af døgnet.
Derfor følger han ofte med fra computeren i parrets spisestue.
- For to år siden vidste jeg ikke, at jeg kunne følge med i prisen på el, forklarer han, og tilføjer, at hans interesse for strøm har været støt stigende.
Kaj Schmidt anslår, at parrets udgifter til el, vand og varme på månedsbasis er steget med 600 kroner siden 2019.
- Hvis jeg kan få det ned i 599 kroner, så har jeg ikke givet mere, konstaterer han med et smil.
Flere gør som Kaj og Jane
Holstebro-parret er langt fra de eneste, der er opmærksomme på de skiftende elpriser.
En rundspørge, som Epinion har foretaget for Energistyrelsen, viser at knap 4 ud af 10 danskere hen over det seneste halve år har foretaget bevidste ændringer i deres energiforbrug, mens yderligere 20 procent har overvejet det.
- Normalt tager den slags adfærdsændringer lang tid at få ind i hverdagen, men danskerne har virkelig reageret hurtigt på den aktuelle situation og de markante prisstigninger, vi har set på det seneste.
- Jeg kan kun opfordre flere til at gøre det samme, siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør for energieffektivisering i Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Energistyrelsen har ikke opgjort tallene på kommunalt niveau, men for Region Midtjylland og Region Nordjylland er det henholdsvis 38 og 30 procent, der i løbet af de sidste seks måneder har lavet bevidste ændringer i deres energiforbrug.
- Det har vi aldrig oplevet før
Hos Jysk Energi, der forsyner mange vestjyske hjem med strøm, bekræfter man, at prisen på energi og el er skudt i vejret.
- Der er energikrise i Europa. Det kan vi alle sammen mærke, forklarer Niels Brøndsted, der er forretningschef for energihandel ved Jysk Energi.
Niels Brøndsted estimerer, at prisen per kWh er steget med 1-1,5 kroner i løbet af det sidste år. Det har fået mange kunder til at rette henvendelse til andelsselskabet. Mange spøger ind til de variable priser.
- Det har vi aldrig oplevet før.
- For halvandet år siden betød elpriserne ikke så meget for husholdningsbudgettet, siger han.
Hos parret i Holstebro er der nærmest gået sport i at spare.
- Den bette potte, vi har, går fire kilometer ekstra på literen ved at sænke hastigheden fra 130 til 110 km/t. Det er også penge, slutter Kaj Schmidt.