Nethe kan få udsigt til en seks meter høj betonmur: - Jeg er rystet over det

Det var lidt af et chok, da Nethe Skriver opdagede, at nyt fængsel måske skal bygges i hendes baghave.

4:40
Nethe Skriver frygter, at et nyt fængsel vil gøre hendes nærområde mere utrygt og tage udsynet til naturen fra hendes hjem.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

- Jeg er rystet over det. Jeg håber ikke, at det kommer til at ske. Det gør jeg ikke.

Ordene kommer fra Nethe Skriver, der står i sin grusbelagte indkørsel og kan skue ud over de åbne vidder hendes hjem er omgivet af.

Men den udsigt kan forandre sig markant, hvis det bliver besluttet, at hun, hendes mand og deres fire børn i fremtiden skal være naboer til et nyt fængsel omkranset af en seks meter høj betonmur.

- Jeg synes, det er grimt. Det passer ikke ind i vores natur. Vi bor et dejligt sted med åbne marker og skøn natur, og sådan synes jeg, det skal blive ved med at være – ellers boede vi jo heller ikke her, så boede vi inde i København i stedet for, siger Nethe Skriver.

Hun bor i Firehuse, som er et af to områder i Viborg Kommune, der er udpeget til at kunne lægge jord til et nyt, stort og moderne fængsel.

Fredag eftermiddag blev det offentliggjort, at den midtjyske kommune skal være hjemsted for et nyt fængsel, men det er endnu ikke afgjort, om det skal ligge i Firehuse eller i Møldrup.

Og Nethe Skriver er bekymret for, hvad der vil ske, hvis valget falder på det førstnævnte område.

- Min umiddelbare reaktion er, at jeg ikke bryder mig om det.

- For det første har vi børn, og jeg ved godt, at de siger, det er et lukket fængsel, men der er jo risiko for, at de skal på udgang, og der er jo nogen, der skal til og fra fængslet, siger hun.

Derfor krydser hun fingre for, at beslutningspilen kommer til at pege på Møldrup.

- Det er nok det, jeg håber på, men de vil nok heller ikke havde det, kan jeg forestille mig, siger Nethe Skriver.

- Hellere det end en solcellepark

Men det er ikke et helt så entydigt svar, der kommer fra et par af de borgere, som fredag var forbi Min Købmand i Møldrup. Erling Pedersen er i hvert fald positiv og optimistisk omkring projektet.

- Jeg tænker, det er godt for byen og området. Jeg har ikke noget imod det. Det er jo et sikret sted, og det giver mere arbejde til byen, så jeg synes, det er rigtig godt, siger han.

Hvorfor er det godt for byen?

- Det skal jo ligge et sted, og der sker ikke så meget herude, så hvis det kom til byen, kunne der måske lidt mere. Hellere det end en solcellepark i hvert fald, siger Erling Pedersen.

Helt så positiv er Lone Kjærsgaard ikke. Hun kan godt se, at der kan følge nye muligheder med et fængsel i området, men hun vil hellere være fri for den store institution.

- Jeg er ikke superfan af det, fordi vi er en lille landsby. Jeg tænker selvfølgelig, at der kan give nogle arbejdspladser, men umiddelbart er jeg ikke begejstret, siger hun.

Efter hendes mening burde et fængsel ligge bedre tæt på en større by.

- Jeg synes virkelig, at det skal med i overvejelserne, om det er noget, Møldrup kan bære. Der er mange storbyer i Danmark, hvor økonomien er anderledes, og hvor der er flere borgere til rådighed arbejdsmæssigt, siger Lone Kjærsgaard.

Det bliver endeligt besluttet på et byrådsmøde 26. juni 2024, hvor fængslet skal placeres. Efter planen skal det stå færdigt og klar til brug i 2030.