Fra praktikant til direktør: Ellen producerer kendte safter
En praktikplads på Søbogaard, som producerer et stort udvalg af saft og marmelade af økologiske råvarer, blev starten på Ellen Nielsens karriere som direktør.
Da Ellen Nielsen i 2005 skulle finde en praktikplads, havde hun ikke forestillet sig, at hun senere skulle blive både ejer og direktør i selvsamme virksomhed.
Men sådan blev det.
I dag ejer hun nemlig Søbogaard, som er særligt kendt for deres hyldeblomstsaft og deres marmelader, men virksomheden laver også både frugtvin og honning, som alle er lavet af økologiske råvarer.
- Jeg er bare megaheldig, for jeg laver noget, jeg kan lide, og der er aldrig noget, der er kedeligt, for jeg laver jo lidt af det hele, siger hun.
Sammen med sin mand, Niels Trolle Jensen, har de ombygget gården Store Voldsgaard, der ligger i Studsgård syd for Herning, til produktionshal.
Produktionen blev nemlig rykket fra Borup på Midtsjælland, hvor Søbogaard blev grundlagt i 1976, efter Ellen Nielsen overtog firmaet.
Planen var baby-mad
Ellen Nielsen kommer oprindelig fra Ringkøbing, men gik på uddannelsen som produktudvikler i Sorø, og som en del af studiet kom hun i praktik hos Søbogaard.
Efter endt praktik blev hun ansat som studiemedhjælper, og da studiet var ved at være forbi, spurgte den daværende direktør og stifter, Poul Hansen, om hun ville forsætte og komme i en slags mesterlære.
- Jeg var altid med til alt i Søbogaard. Jeg var med til alt fra produktion, til messer og til møder, fortæller Ellen Nielsen.
Senere blev planen, at hun ville starte sin egen virksomhed med produktion af økologisk baby-mad, og derfor købte hun gården i Studsgård ved Herning.
- Så sagde Poul (red. grundlæggeren), at hvis jeg skulle lave baby-mad, så kunne jeg vel også lave marmelade, for det var jo de samme maskiner, og så flyttede vi maskinerne fra Borup til Midtjylland, forklarer Ellen Nielsen.
Hun kom dog aldrig i gang med at lave babymad, for i 2013 overtog Ellen Nielsen driften af Søbogaard, og selv om det ikke blev til baby-mad i denne omgang, er hun glad for jobbet.
- Det er fedt, at man har hænderne nede i det hele, og man ved, hvad der sker med tingene. Man styrer selv, hvordan udfaldet bliver, når man selv laver det hele fra start til slut, siger hun.
Ellen Nielsen ejer 80 procent af virksomheden, mens grundlæggeren Poul Hansen stadig ejer resten.
Der er ansat otte medarbejdere.