To venner fik en idé på en festival: Nu har de et håndværksfirma med 30 ansatte
En murer og en tømrer gik for ti år siden sammen om et drive en virksomhed, og det har vist sig at være en god forretning.
For ti år siden var Rene Saandvig Nielsen og Thomas Fiedler til Grøn Koncert. Her fik de en idé til en fælles virksomhed, og den er siden blevet til Mureren & Tømreren, der har base i Herning.
Mændene bag virksomheden kom fra hver deres fagområde. Rene Saandvig Nielsen er murer, mens Thomas Fiedler er tømrer, og sammen så de et stort potentiale i at kombinere de to fag.
- Det er tit de to største faggrupper i et byggeri, så det, at de har et godt samarbejde, betyder jo alt for et byggeri, siger murermesteren.
Koordinerer fra kontoret
Selv om ordrebogen var helt tom i marts 2011, hvor virksomheden blev stiftet, så troede de to på deres idé.
Og det har vist sig at være en god idé.
På ti år er Herning-virksomheden gået fra kun at arbejde med private og små erhvervsopgaver til i dag også at lave totalentreprise på større projekter.
Derfor bruger de to ejere heller ikke meget tid på byggepladserne længere. De har i stedet fået en mere koordinerende rolle.
- Jeg er næsten ikke ude i marken. Jeg er med, når det spidser til, og det giver mening, at jeg er der. Det er klart, at det giver noget drive til folkene, hvis de skal arbejde en helligdag, at chefen selv møder op. Om det så er mig, der isolerer eller skærer tagpap op, det hjælper jeg hellere end gerne med for at fremme en proces, siger Thomas Fiedler.
- Jeg er stadig murer. Det vil jeg altid være, men at have det i hænderne fra morgen til aften hver dag er ikke så nemt længere, for der er folk ude i marken, der skal informeres, siger Rene Saandvig Nielsen.
Nye afdelinger
I foråret udvidede de to ejere deres virksomhed, så de nu også har en afdeling i Ikast.
- Vi har allerede lavet meget derude, og det ser ud til, at det fortsætter, så det har været en god idé indtil videre, siger murer Rene Saandvig Nielsen.
Også de større entrepriseopgaver har nu fået egen afdeling hos Mureren & Tømreren. Så det, der startede som en lille tomandsvirksomhed, er i dag blevet stor.
- Når man tænker over det, så bliver man jo stolt og glad oven i hovedet, siger tømrer Thomas Fiedler.