Landsholdsspiller ser FCM-kamp i omklædningsrum før stort Rom-derby

Før Rasmus Nissen Kristensen skulle møde Gustav Isaksen i det store Rom-derby, sad han og så en FC Midtjylland-kamp i omklædningsrummet på Det Olympiske Stadion i Rom.

0:19
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Der løber stadigvæk FC Midtjylland-blod i årerne hos Rasmus Nissen Kristensen. Det afslører landsholdsspilleren i det nye program ”Fodbolddrengene i Rom.”

For selv ikke et fodboldbrag mellem to af Europas største lokalrivaler kunne holde ham fra lige at se lidt FCM-fodbold.

Før efterårets store Derby della Capitale imellem Lazio og Roma fulgte Rasmus "NK" Nissen Kristensen med i FC Midtjyllands hjemmekamp mod FC Nordsjælland.

- Hvordan gik kampen?

Både Gustav Isaksen og hans far, Klaus Isaksen, ville vide, hvordan midtjydernes kamp var gået, da de mødte Rasmus Nissen Kristensen efter Rom-derbyet.

- De vandt 2-0. Sådan, siger forsvarsspilleren fra Brande.

Gustav Isaksen ville vide, om Rasmus Nissen Kristensen så kampen.

- Ja, ja det gjorde jeg da. Jeg sad og så den på telefonen i omklædningsrummet, fortæller Rasmus Nissen Kristensen med et grin.

De to tidligere FCM-spillere kom helt uventet til at spille over for hinanden i det store Rom-derby.

Du kan se hele serien med Gustav Isaksen og Rasmus Nissen Kristensen "Fodbolddrengene i Rom" lige nu på TV MIDTVEST Play.