Fodbolddrengene i Rom

Rasmus og Gustav bliver stoppet på gaden af fans: Her er fodbold på højde med religion

Et år i Rom har lært Gustav Isaksen og Rasmus Nissen Kristensen en hel del om en kultur, hvor fodbold, religion og mad er de tre vigtigste ting.

Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen udlever en drengedrøm. Det gør de i en af de mest fodboldfanatiske storbyer.
Rasmus Nissen Kristensen og Gustav Isaksen udlever en drengedrøm. Det gør de i en af de mest fodboldfanatiske storbyer.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Stjernerne Gustav Isaksen og Rasmus Nissen Kristensen bliver stoppet på gaden for selfies. Og når Rasmus Nissen Kristensen spiser på restaurant, kan han gøre det i et skjult baglokale, så der ikke er så mange interesserede, som kigger med.

De to tidligere FC Midtjylland-talenter Gustav Isaksen og Rasmus Nissen Kristensen har det seneste år spillet for hver deres storklub i Rom. Det er en millionby, hvor fodbold betyder næsten alt.

- Det har været et fedt år. Men der har godt nok også været kaos. Italien er et vildt land, hvor de tre vigtigste ting er fodbold, mad og religion. Det mærker man tydeligt, uanset hvor man kommer, siger Gustav Isaksen.

Det var lidt af et tilfælde, der sendte Gustav Isaksen fra Hjerk i Salling og Rasmus Nissen Kristensen fra midtjyske Brande til den italienske hovedstad.

Men begge har nydt et år, der har budt på trænerfyringer, store fodboldkampe og et møde med en helt ny kultur. 

TV MIDTVEST har portrætteret de to fodboldspillere i den nye programserie ”Fodbolddrengene i Rom", hvor vi bliver lukket ind i deres liv i et års tid.

Gustav Isaksen skiftede i sommer fra FC Midtjylland til SS Lazio for i omegnen af 110 millioner kroner. Og kontrasten fra Hjerk i Salling, hvor hans mor og far stadig bor, og til Rom er kolossal.

- På en god dag er der vel 400 indbyggere i Hjerk, hvis jeg tæller min mor og far med. Og i Roms bykerne er der alene omkring fire millioner indbyggere. Det er voldsomt, fortæller Gustav Isaksen med et grin.

- Der er så pissemeget trafik her altid. Det skal man godt nok vænne sig til, siger Gustav Isaksen.

TV MIDTVEST har fulgt de to fodboldstjerner i et år, hvor hverdagen byder på både drillerier og dybe tanker om deres drømme. Se, om drømmene går i opfyldelse ved at se serien "Fodbolddrengene i Rom".

Rart med ven i Rom

Den i dag 23-årige fodboldspiller har været glad for at have en god kammerat i Rasmus Nissen Kristensen det første år i den italienske hovedstad.

Rasmus Nissen Kristensen, der er vokset op i Brande, blev i sommer lejet ud fra engelske Leeds United til AS Roma. Og selv om Lazio og Roma er ærkerivaler og kæmper om herredømmet i Rom, kan Gustav Isaksen og Rasmus Nissen Kristensen sagtens være venner.

- Det er rart, at vi har hinanden hernede, siger Gustav Isaksen.

Det er første gang, at han skal bo alene i udlandet. Rasmus ”NK” Nissen Kristensen er lidt mere rutineret ud i den disciplin.

Allerede i januar 2018 skiftede han fra FC Midtjylland til Ajax i Amsterdam, og siden da har han altså optrådt på fire udenlandske adresser.

- Der er noget af en kulturforskel på Leeds i det nordlige England og så Rom i det sydlige Italien. Her i Italien er fodbold nærmest på højde med religion. Det er vildt at få lov til at opleve. Jeg føler mig privilegeret.

- Jeg vil ikke kalde mig selv heldig, for jeg ved, hvor mange regnvejrsdage jeg har løbet rundt på banerne i Brande for at nå hertil. Det var det her, jeg drømte om dengang i Brande, fortæller Rasmus Nissen Kristensen.

0:40

De to midt- og vestjyske fodboldspillere mærker italienernes passion for fodbold, når de træder ud på gaden. Den ene bor i den sydlige del og den anden i den nordlige del af den italienske hovedstad.

På restauranter, på gaden og i parker bliver de ofte passet op af italienere, der lynhurtigt genkender de to danskere. Ofte bliver de spurgt om, om det er OK med en selfie.

- Jeg har nogle stamrestauranter, hvor jeg kan sidde inde bagved, og derfor kan jeg undgå, at folk kommer hen. Men det gør mig nu ikke noget. Det hører ligesom med. Folk er søde, og det tager jo kun få sekunder af mit liv, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Lynkursus i italiensk

På den måde gør fodboldspillerne, hvad de kan for at falde til. I den italienske hovedstad har Gustav Isaksen lejet en stor lejlighed, så han har plads til at have familie og venner boende, når der er besøg hjemmefra. Ellers bor han alene.

- Det er klart, jeg ville helst bo med min kæreste, Olivia. Men hun spiller selv fodbold i Sverige, så det er lidt svært at få det til at gå op. Men det er nu okay at bo alene. Jeg boede også alene i Aarhus, da jeg spillede i FC Midtjylland, fortæller Gustav Isaksen.

Han har i løbet af det første års tid været flittig til at tage italienskundervisning. Og allerede efter et år kan han begå sig godt.

- Jeg blev tvunget til det. For i klubben bliver der kun talt italiensk. Træneren kom hen til mig på første dag og sagde, at han godt kunne tale engelsk, men det ville han ikke. Så det var bare om for mig at få lært italiensk i en fart. Efter nogle måneder kunne jeg de fleste fodboldudtryk, og nu kan jeg det meste, siger Lazio-spilleren. 

Kaos og trænerfyringer

Begge danskere har også oplevet, hvor kaosfyldt italiensk fodbold kan være. Både AS Roma og SS Lazio skiftede undervejs i sæsonen trænere.

Roma fyrede verdensnavnet Jose Mourinho, mens Maurizio Sarri selv sagde farvel til Lazio nogle få måneder før sæsonafslutningen.

Gustav Isaksen har stadig fire år tilbage af sin kontrakt med Lazio, mens han nok må sande, at hans gode kammerat og landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen forlader Roma.

Rasmus Nissen Kristensen er ejet af Leeds United, og som tingene ser ud, skal den danske landsholdsspiller tilbage til England denne sommer.

- Det tager jeg mig af, når vi kommer hjem fra EM. Lige nu glæder jeg mig bare til at skulle til EM i Tyskland, siger højrebacken fra Brande.

Du kan se de fire episoder ”Fodbolddrengene i Rom” på TV MIDTVEST Play