Chefredaktør om svækket Kristian Jensen: - Det er dramatisk

Kristian Jensen er stærkt svækket i den interne Venstre-kamp mod Inger Støjberg efter onsdagens folketingsvalg, vurderer chefredaktør.

Kristian Jensen fik markant færre stemmer end Inger Støjberg ved folketingsvalget i onsdags.
Kristian Jensen fik markant færre stemmer end Inger Støjberg ved folketingsvalget i onsdags.

Som Venstres næstformand er Kristian Jensen på papiret partiets nummer to.

Derfor regnes han også af mange som den oplagte og naturlige afløser for Lars Løkke Rasmussen, når han en dag overlader formandsposten til den næste.

Men onsdagens folketingsvalg kan i høj grad pille ved den forestilling, mener chefredaktør på Skive Folkeblad, Ole Dall.

Kristian Jensen, der fik 10.759 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds, er nemlig alvorligt truet af Inger Støjberg og hendes 28.420 personlige stemmer.

- Jeg synes ikke, der er nogen tvivl om, at det dårlige valg svækker Kristian Jensen. Hvis man er næstformand og er partiets kronprins, så har det betydning, om man kan skaffe vælgere til et parti som Venstre, siger Ole Dall.

- Inger Støjberg får næsten tre gange så mange personlige stemmer som Kristian Jensen. Det er faktisk temmelig dramatisk.

Kristian Jensen eller Inger Støjberg?

Kristian Jensen opnåede på hjemmebanen i Herning et personligt stemmetal på 3.264 mod Inger Støjbergs 2.530.

Et tæt løb mellem de to sammenlignet med Inger Støjbergs hjemmebane, Skivekredsen, hvor Støjberg med 7.120 personlige stemmer var længder foran Kristian Jensen, der blot scorede 331 stemmer.

- Kristian Jensen er meget populær i Venstre, det skal man ikke tage fejl af, men når det kommer til at Venstre på et tidspunkt skal have en ny formand, og det kan blive den valgperiode, vi er i gang med her, så vil Venstre-folk selvfølgelig være utroligt optagede af, at det skal være en, som kan skaffe vælgere til Venstre, forklarer Olle Dall.

- Det betyder ikke, at han ikke fremover vil have en fremtrædende position i Venstre, men det er ikke sikkert, det bliver formandsposten, han får, lyder det.

Venstre oplevede på landsplan så stor fremgang ved dette folketingsvalg, at partiet får ni mandater mere og dermed har 43 mandater i alt.

1:59
Her kan du høre chefredaktør på Skive Folkeblad, Ole Dall, give sit syn på den fremtidige formandskamp i Venstre.