Venstre: Hvor ender 18.000 frie Venstre-stemmer?
Hvor ender 18.000 frie Venstre-stemmer? Det spørgsmål er der mange Venstre-folketingskandidater, som gerne ville kunne svare på forud for det kommende valg. De kan nemlig blive meget afgørende for, hvem der ender med at blive valgt.
Tre af Venstres kandidater fra sidste valg genopstiller ikke ved dette valg, og det har skabt en speciel situation i partiet. Esben Lunde Larsen efterlader 10.000 personlige stemmer, Mads Rørvig 6000 og Marianne Bredal 2000 personlige stemmer. Nu er det store spørgsmål så, hvor de 18.000 frie stemmer ender henne.
Kampen om Ringkøbing
I Ringkøbing-kredsen har Kenneth Mikkelsen afløst Esben Lunde Larsen. Kredsen regnes normalt som en af landets sikreste Venstre-kredse, men andre partier vejrer morgenluft efter Lundes farvel til politik. Især går Kristendemokraterne benhårdt efter at få nogle af Esben Lunde Larsens vælgere til at skifte parti.
Kristendemokraterne slår på deres egen lokale forankring i kommunen, mens Esben Lundes afløser i Venstre, Kenneth Mikkelsen, bor i Herning. Hans valg kan blive afgjort af, om Ringkøbing-vælgerne først og fremmest er lokale eller parti-loyale, når de stemmer.
Kampen om Silkeborg
Ligesom i Ringkøbing-kredsen er der også en masse frie stemmer i Silkeborg-kredsene efter Mads Rørvig. Venstre har to kandidater i de to kredse i Silkeborg, men nabokredsenes kandidater fra Viborg og Ikast har også brug for stemmer og vil formentlig kæmpe med om stemmerne i Silkeborg.
Viborgs Kristian Pihl Lorentzen sidder på det yderste af Venstres kredsmandater i Vestjyllands Storkreds, og derfor er han langt fra sikker på et genvalg; især ikke, hvis partiet går tilbage. Og Carsten Kissmeyer blev slet ikke valgt ved sidste valg, men fik en chance på afbud, da Esben Lunde Larsen trak sig fra politik.
Kan Venstre gentage det dårlige valg?
Ved valget i 2015 fik Venstre det dårligste valgresultat i 25 år. Denne gang tyder meningsmålingerne på, at partiet holder samme niveau som for fire år siden eller måske går en smule tilbage. Det er dermed ikke lykkedes for regeringspartiet at styre skibet tilbage til fordoms styrke.
I Midt- og Vestjylland betød det dårlige valgresultat, at partiet mistede et mandat. Men man var faktisk meget tæt på at miste to mandater, og derfor skal der ikke ret meget tilbagegang til, før Venstre denne gang kan miste et mandat mere. Hvis det bliver tilfældet, så er det ikke givet på forhånd, hvem der ikke får en plads på Christiansborg.
Samtidig vil en tilbagegang sandsynligvis også betyde, at Venstre for første gang bliver mindre end Socialdemokratiet i Vestjyllands Storkreds. En Megafon-måling lavet den 8. til den 16. maj for TV 2 og TV 2-regionerne viser, at mens Venstre går 3,4 procentpoint tilbage fra 27,4 % til 24 %, ser socialdemokratiet ud til at holde stand med en minimal fremgang på 0,1 procentpoint fra 24,5 % til 24,6 %. Hvis den måling holder, så bliver Socialdemokratiet lige præcis større med en forskel på 0,6 procentpoint.
Jensen mod Støjberg
I Vestjyllands Storkreds er der også lagt op til et opgør mellem to af Venstres største profiler. Ved valget i 2011 fik Kristian Jensen 1000 flere personlige stemmer end Støjberg. Det ændrede sig dog i 2015, hvor Inger Støjberg fik lidt over 16.000 personlige stemmer, mens Kristian Jensen fik 14.000.
Stemmetallene blev allerede den gang studeret meget nøje, da valget kom i kølvandet på formandsopgøret i Venstre, hvor Kristian Jensen og Inger Støjberg blev set som repræsentanter for hver sin fløj.
Denne gang bliver det endnu mere interessant: Kristian Jensen er Venstres officielle kronprins. Men i mellemtiden har Inger Støjberg antydet, at hun ikke afviser et formandsopgør mod Kristian Jensen.
Senest har Megafon på vegne af TV MIDTVEST spurgt vælgerne om, hvem de tror vil være bedste til at sikre fremgang for Venstre som ny formand for partiet, hvis Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand efter valget.
Her svarer 33 procent Kristian Jensen, mens 32 procent peger på Inger Støjberg. 35 procent har svaret ’ved ikke’.