Det Konservative Folkeparti: Venstrekvinder får chancen hos Pape
To byrådspolitikere kom i modvind hos Venstre. Nu repræsenterer de Det Konservative Folkeparti i Thy og Silkeborg.
Usædvanligt mange politikere har skiftet parti de senere år. I folketinget gælder det 22 medlemmer siden seneste valg, og i landets kommuner skiftede 173 politikere parti i sidste periode.
To af dem er Gitte Willumsen og Lene Kjelgaard Jensen, der blev valgt til byrådet i Silkeborg og kommunalbestyrelsen i Thisted for Venstre. Begge røg i konflikt med deres parti; Willumsen blev ekskluderet, og Kjelgaard gik selv - og begge fandt nyt politisk ståsted hos de konservative.
Nu ligger deres videre politiske skæbne hos vælgerne. De kan både være inde eller ude alt efter, hvordan det går Det Konservative Folkeparti på valgdagen.
Ved valget for tre år siden fik Det Konservative Folkeparti ét mandat i Nordjyllands Storkreds og to mandater i Vestjyllands Storkreds.
I sommer stod partiet ifølge netmediet Altingets geografiske prognoser til tre mandater i Vestjylland og to i Nordjylland. Det var den gang, partiet lå til mere end en fordobling i meningsmålingerne.
Men nu er sommer blevet til efterår for de konservative. I målingerne ligger partiet igen nede omkring valgresultatet. Set med lokale konservative briller er det slemt - og kan endda blive værre endnu.
I Nordjylland genopstiller den profilerede sundhedsordfører Per Larsen. Han vil blive svær at vippe af pinden for Lene Kjelgaard Jensen, hvis der kun er ét konservativt mandat at kæmpe om i storkredsen.
Nok har Lene Kjelgaard Jensen som tidligere borgmester en hjemmebanefordel i Thisted, men hun er ikke lige så bredt kendt af vælgerne i hele storkredsen som Per Larsen.
Hendes chance kan altså være væk med den konservative fremgang, der forsvandt.
Og i Vestjyllands Storkreds faldt det andet konservative mandat ved sidste valg som det næstsidste i hele landet. Hvis tilbagegangen fortsætter, er kun Pape sikker på valg.
Afløste Støjberg
Gitte Willumsen kan i øvrigt takke Inger Støjberg for, at hun kom i Folketinget.
Willumsen opstillede for Venstre ved valget i 2019 uden at blive valgt, men kom ind som suppleant, da Inger Støjberg blev stemt ud af Folketinget efter sin dom i rigsretten.
På det tidspunkt havde Gitte Willumsen skiftet parti, så den konservative gruppe fik et ekstra mandat, selv om hun var valgt på Venstres stemmer.
Willumsen beholdt sit mandat i Silkeborg byråd, da hun kom i Folketinget. Hun skal i øvrigt kæmpe om Silkeborg-stemmerne med partifællen Trine Roungkvist, der ligesom Willumsen sidder i byrådet i Silkeborg.
Her kan du se programmet ‘Klaus & Kandidaterne' med kandidater fra Det Konservative Folkeparti .