Freja bruger sommerferien som viking: Det er rigtig fedt
Hele sommeren summer Bork Vikingehavn af liv takket være de mange, der vælger at bruge sin sommerferie som viking.
Havnen summer af liv, smeden sveder over sit arbejde, munken har travlt med at guide folk hen til sin kirke, husfruen er ved at gøre klar til at bage brød, i offerlunden står vikingerne og ofre til Odin, for de skal snart på togt og de håber guderne vil være med dem.
Hele juli og august er Bork Vikingehavn fyldt med vikinger. De bor i vikingehuse og i telte og lever som man gjorde i vikingetiden.
Freja Bruus Stjernholm fra Silkeborg er en af dem, der har valgt at bruge sin sommer som viking i Bork. Hun synes, der er rigtig mange gode ting ved det.
- Det er rigtig spændende og fedt, og også noget jeg har gjort før. Jeg stresser rigtig meget af, også selv om der er mange mennesker omkring mig. Der er ikke så meget elektronik, og tid er et helt andet begreb her i dag end i Vikingetiden, så vi ser ikke på klokken hele tiden, og det er slet ikke så forjaget på samme måde, siger Freja Bruus Stjernholm.
Viser livet på den barske vestkyst
Der er omkring 20 sommeransatte lige som Freja Bruus Stjernholm i Bork Vikingehavn. Desuden er der omkring 4-500 frivillige.
- Jeg synes, Vikingtiden er mega spændende, og jeg vil gerne arbejde fast med formidling til skolebørn i fremtiden, så det var oplagt at prøve det. Det her er en af får muligheder, hvor man kan få lov til at prøve det i en periode, siger Freja Bruus Stjernholm.
Bork Vikingehavn er opført i år 2000 og viser, hvordan vikingerne levede på den barske vestkyst for 1000 år siden.
Landsbyen er bygget op omkring forskellige fund fra vikingetidens Vestjylland, og især arkæologiske udgravninger i Tarm-området har inspireret Bork Vikingehavns byggestil. Alt i landsbyen, som nu består af flere forskellige rekonstruerede vikingehuse, skibe, en trækirke, offerlund og markedsplads, har et vestjysk islæt.
Populært at bo i Vikingetiden
Det er også muligt at holde ferie i Borg Vikingehavn og leve, som de gjorde i vikingetiden, og det er populært.
- Lige nu har vi en tysk familie boende, men i løbet af næste uge er alle husene fyldt. I det hele taget er alle vores huse fyldte det meste af sommeren, siger Mikkel Hollmann, museumsformidler på Ringkøbing-Skjern Museum.
I Bork Vikingehavn bliver der løbende udvidet med nye huse, skibe og aktiviteter, og det nyeste projekt er en vandmølle, som er i gang med at blive bygget.
Den levende vikingelandsby kan opleves hele juli og august, og anden weekend i august er der et stort vikingemarked.