Cykelekspert: - Vingegaard så velkørende ud, men det var ikke nok

1:39

17. etape er netop overstået i dette års Tour de France. En etape hvor Jonas Vingegaard tabte sekunder til både Tadej Pogacar og Remco Evenepoel.

- Vingegaard så ganske velkørende ud hele dagen lige indtil den næste sidste stigning, hvor Tadej Pogacar kom med et af sine meget hårde angreb, fortæller cykelekspert hos TV MIDTVEST, Trine Schmidt.

- Jeg tror, at Jonas Vingegaard lige mangler det sidste muskelmasse, som han har tabt efter sine dage i sygesengen i Spanien.

Jonas Vingegaard styrtede i april på en etape i cykelløbet Baskerlandet Rundt.

Ifølge cykeleksperten så venter der torsdag en udbryder etape, og så kan vi se frem til de store bjergetaper fredag og lørdag.

- Jeg er sikker på, at Visma-Lease a Bike har lagt store planer for på fredag allerede, hvor vi skal op i de store højder, som normalt er guf for Jonas Vingegaard, fortæller hun og uddyber:

- Jeg tror, de vil forsøge, at slide Pogacar op. Det vil blive svært, for han er sindssygt velkørende i dette års Tour de France. Men det ændrer ikke på, at de skal prøve det. Man kunne se i dag, at Visma-Lease a Bike ikke har givet op endnu, siger Trine Schmidt.

En dårlig dag

Til TV 2 Sport fortæller Jonas Vingegaard selv, at han er tilfreds med dagen.

- Jeg føler stadig, at jeg bliver bedre. I dag (onsdag, red.) var måske ikke min bedste dag, men ind imellem har man en dårlig dag. Hvis det her er min dårlige dag, så er jeg glad, siger Vingegaard.

Danskeren tabte 12 sekunder til belgieren Remco Evenepoel og to sekunder til Pogacar.