Peter og Queen Machine skal (måske) spille for Vingegaard: - Vi er tæskestolte

Peter Møller Jeppesen og resten af Queen Machine lover at skabe en kæmpe fest, når de skal spille til den sejrsfest, der forhåbentlig kommer igen i år.

Peter Møller Jeppesen (t.h.) er guitarist i Queen Machine.
Peter Møller Jeppesen (t.h.) er guitarist i Queen Machine.
Foto: PR-foto

Det er et helt særligt job for en helt særlig person, som bandet Queen Machine har sagt ja til at spille den 25. juli.

Queen Machine skal nemlig spille for Jonas Vingegaard - hvis altså den danske Tour de France-helt lykkes med at vinde igen i år.

Bandet ved altså ikke, om koncerten overhovedet bliver til noget. Og det ved de nok først få dage før - når touren er slut.

- Det er da lidt specielt, erkender et af medlemmerne i Queen Machine, Peter Møller Jeppesen, med et grin.

- Men altså, hør nu her. Det er jo ikke om vi skal spille. Det er når vi skal spille, udbryder han med det samme.

Tiltroen til Jonas Vingegaard er stor, understreger Peter Møller Jeppesen. Og glæden over at skulle spille for cykelstjernen endnu større.

- Vi er tæskestolte af at blive spurgt, slår han fast.

- Det, at vi overhovedet bliver nævnt i sammenhæng med ham, er vildt for os. Det han har gang i, er jo bare dybt imponerende, siger Queen Machine-guitaristen om Jonas Vingegaards strabadser i det store franske cykelløb.

Har vokset sig store

Queen Machine er et coverband, der spiller sange, som oprindeligt er indspillet af det gamle britiske band Queen. Det danske coverband har i de senere år vokset sig temmeligt store, og de turnerer heftigt både i Danmark og udlandet.

Nu går turen så snart - måske - til Glyngøre, og det bliver Queen Machine, som mange kender dem. Stort set.

- Det bliver nok et lidt mindre setup og en lidt kortere koncert. Det er også et spørgsmål om teknik, påpeger han med henvisning til, at scenen i Glyngøre trods alt ikke er i samme skala som på et koncertsted eller til en festival.

- Men det bliver selvfølgelig en kæmpe fest, lover Queen Machine-guitaristen, der ligesom bandkollegaen Henrik Østergaard oprindeligt er fra Ikast.

Peter Møller Jeppesen håber inderligt, at det bliver til noget.

- Nu holder jeg med Vingegaard af en ekstra grund, slår han fast.


Herunder kan du se et indslag med Queen Machine, som TV MIDTVEST lavede i 2014.