- Vingegaard vinder ikke Touren fredag – men den kan godt tabes

Med to sprinteretaper har klassementsfolkene fået et par dages aktiv pause, og nu skal næste store prøve stå.

0:46

Fredag venter Tourens første enkeltstart. En 25,3 kilometer flad enkeltstart venter, og der er rigtig meget på spil for Jonas Vingegaard. 

Udgangspunktet: Der er 50 sekunder op til Pogacar. Det er ikke en katastrofe. 

Visma-Lease a bike har hele tiden meldt ud, at de har kalkuleret med et tidstab i den første uge. 

Og Touren er lang – Der kan ske meget endnu. Jonas Vingegaard har ikke kørt cykelløb i tre uger og så blev han tilmed på Galibier-etapen straffet af holdets præstation.

Han sad alt for tidligt isoleret uden sine holdkammerater, alt imens Pogacar og UAE-holdet sad med hele fire mand. I den optimale verden havde Vingegaard haft en bjergstærk mand, der kunne sætte en højere fart op ad bjerget til sidst for at mindske Tadej Pogacars accelerationsevne i hans forventede angreb.

Torsdag så vi dog, hvordan Visma fik sat ting i sving under sidevinden, der gjorde, at Pogacar var isoleret. Med danske øjne er det positivt, at Visma kørte, som de gjorde. Det viste, at UAE er sårbar.

Jonas’ svaghed har altid været hurtige accelerationer, om end han er blevet meget bedre til det. 

Det betyder rigtig meget at have cykelløb i benene, når man skal køre rigtigt stærkt! Det er med til at optimere enhver rytters svagheder, når rytteren er i løbsform. Det er derfor min overbevisning, at Jonas Vingegaard vil blive bedre og bedre, i takt med at vi nærmer os tourens tredje og allerhårdeste uge.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig afgørende at holde sig til på enkeltstarten fredag. En enkeltstart, som på papiret ligger bedre til Pogacar og et par af de øvrige favoritter, end til Jonas Vingegaard.

Af gode grunde har vores egen thybo ikke kunnet træne på ruten i tiden op til Tour de France, men jeg ved, at han har haft lejlighed til at se video fra ruten på en computerskærm. Derudover har jeg bemærket, at Jonas Vingegaard hver dag ”ruller af” på sin enkeltstartscykel for konstant at vænne sig til den knapt så behagelige siddestilling.

Og målet står klart: Jonas Vingegaard skal ud at give den gas og gøre alt for at begrænse endnu et tidstab. Det kan selvfølgelig være, at han igen overrasker og basker flere af de andre favoritter. Men jeg tror det ikke.

Historisk set er Pogacar bedre på denne fladere type enkeltstart, som ovenikøbet ligger tidligt i touren. Jonas' es i ærmet kan han først for alvor spille ud i tourens sidste uge, hvor der venter masser af højdemetre.

Jonas Vingegaard vinder ikke Touren fredag – men den kan godt tabes. 

Trine Schmidt analyse tour de france
Foto: Colourbox, Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST og Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST