19-årig taget på fersk gerning: Stod med ældre kvinders dankort ved hæveautomat

En mand fra Brande er varetægtsfængslet i fire uger, da han er mistænkt for at stjæle ældre kvinders hævekort og kontanter.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvor mange penge der er tale om, eller hvor mange kvinder der er blevet snydt af hensyn til efterforskningen.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvor mange penge der er tale om, eller hvor mange kvinder der er blevet snydt af hensyn til efterforskningen.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST
Opdatering

Klokken 12:20

Ifølge politikommissær ved lokalpolitiet i Herning Lars Bo Larsen er den 19-årige mand varetægtsfængslet i fire uger, og han udtalte sig ikke under grundlovsforhøret.

    Nu har bank-svindlere været på spil igen, igen.

    Men denne gang tog lokalpolitiet i Herning en 19-årig mand på fersk gerning, oplyser Bent Smedegaard.

    Ifølge politikommissæren modtog de onsdag anmeldelser fra flere kvinder over 80 år, som havde fået franarret deres hævekort og kontanter.

    - Efterforskning førte os frem til en 19-årig mand, som vi anholdt ved en hæveautomat i Herning midtby. Han var i besiddelse af hævekort fra nogle af de ældre kvinder og kontanter, fortæller han.

    Hjælp de ældre

    Den 19-årige blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning.

    Grundlovsforhøret er for lukkede døre, fordi politiet er bekymret for, at der er flere bagmænd, fortæller Lars Bo Larsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Herning.

    Og det er langt fra første gang, at særligt de ældre giver svindlere personlige oplysninger, derfor opfordrer han folk til at hjælpe dem.

    - Hvis man har ældre forældre eller bedsteforældre, så er det en god idé at vejlede dem. Sig til dem, at de ikke skal udlevere oplysninger eller penge. Det vil en bank aldrig efterspørge, siger Lars Bo Larsen og tilføjer:

    - Hvis man bliver kontaktet både telefonisk eller personligt så kontakt politiet straks, så er der de bedste forudsætninger for, at vi kan fange svindlerne i timerne derefter.

    Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvor mange penge tyverierne omhandler, eller hvor mange kvinder der er blevet snydt af hensyn til efterforskningen.