29-årig mand efterlyses: Flygtede fra politiet ved retten

Manden flygtede kort før middagstid torsdag ved Retten i Herning. Politiet hører gerne fra borgere, som har set eller hørt noget.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 29-årig mand flygtede torsdag fra politiet, efter han blev varetægtsfængslet ved Retten i Herning.

Derfor beder Midt- og Vestjyllands Politi nu om offentlighedens hjælp til at finde ham.

Den 29-årige blev varetægtsfængslet for ikke at overholde sine pligter på Udrejsecenter Kærshovedgaard.

Han slap fra politiet torsdag omkring klokken 11.20, da de var på vej fra retsbygningen til patruljebilen.

Det lykkedes ham at praje en bil under påskud af, at han blev forfulgt. Bilisten, som samlede ham op, valgte dog at sætte mod politistationen, hvilket fik ham til at flygte ud af bilen.

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet på sporet af Ibrahim Sala Jumma, kan du kontakte ordensmagten på telefon 114.