AaB fordømmer voldsomt slagsmål: - Vi er parate til at uddele sanktioner

Lørdag aften udspillede der sig voldsomme scener i Herning, da en flok AaB-fans med løse næver angreb FC Midtjylland-fans på en bar. Det får nu den nordjyske klub til at tage afstand.

Der blev smadret flere vinduer på værtshuset Don Quijote under slagsmålet lørdag aften.
Der blev smadret flere vinduer på værtshuset Don Quijote under slagsmålet lørdag aften.
Foto: Presse-fotos.dk

Der var ikke langt fra idyl og god stemning til kaos og slagsmål på Don Quijote i Herning lørdag aften.

Værtshuset, der fungerer som stamsted for mange FCM-fans, blev pludselig indtaget af nordjyske slagsbrødre forklædt som fodboldtilhængere. 

Det har nu fået AaB til at fordømme hele situationen. Det siger klubbens administrerende direktør Michael Tuxen Boll i en pressemeddelelse på AaB's hjemmeside.

- Vi er chokerede over hændelsen og ærgerlige over, at vi overhovedet skal bruge tid på en så misforstået og uacceptabel opførsel af så relativt få mennesker, men som klub nægter vi at stå model til sådanne værdier, siger han.

Kan ende i straf fra klub til fans

Ifølge ham kan 99,9 procent af AaB's tilhængere sagtens finde ud af at opføre sig ordentligt.

- Deres opbakning hylder vi og sætter vi pris på hver eneste dag, men desværre er vi blevet bekendt med en episode i lørdags, hvor en minoritetsgruppe har udvist grov og utilstedelig fremfærd, hvilket vi som klub fordømmer på det kraftigste, slår Michael Tuxen Boll fast i pressemeddelelsen.

Derfor er AaB nu også klar til at straffe de fans, der har været indblandet i slagsmålet, for at komme sådanne situationer til livs.

- Vi er generelt stolte af vores fans, og vi er dybt taknemmelige for, at de hver weekend støtter os i tykt og tyndt på både udebane og hjemmebane, mens vi i det specifikke tilfælde fra Herning i lørdags naturligvis omvendt er parate til at uddele de sanktioner, som er nødvendige for, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem en så skændig adfærd og så dét at være AaB-fan, siger den administrerende direktør i pressemeddelelsen.

- Aldrig set noget lignende

Bartenderen, der var på arbejde lørdag aften på Don Quijote, var Halltora Eliasen. 

Hun fortalte søndag til TV MIDTVEST, at hun stod i baren, da døren pludselig gik op. Den første mand, der trådte over dørtærsklen var iført en maske, mens den næste havde en jernstang på sig.

- Ingen havde snakket om, at der kunne komme nogen. Men lige pludselig gik det bare så stærkt. Det lignede, jeg ved ikke hvad. Jeg har aldrig set noget lignende, fortalte hun søndag.

Hun nåede ikke at tænke ret meget, mens det skete.

- Det var først, da jeg kom ud på toilettet og så, at der var blod overalt. Og alle havde blod på sig, lyder det fra øjenvidnet.

Egentlig var tilhængerne af den nordjyske fodboldklub taget med bussen retur mod Aalborg, men da bussen kom på motorvejen, var en af AaB's fans opfindsom og sagde til buschaufføren, at de havde glemt at få en af de andre med. 

Derfor vendte bussen om, og manden gav Don Quijotes adresse til chaufføren. Derefter eskalerede situationen.

Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning fortæller mandag til TV MIDTVEST, at der endnu ikke er nogen anholdte i forbindelsen med slagsmålet.