Bjarnes firma står bag renoveringen af Utzon-tag i Herning
En lang sag om Utzon-taget på Uno-X tankstationen i Herning nærmer sig sin afslutning. Efter at byrådet i Herning besluttede, at taget ikke måtte rives ned, er det nu blevet sat i stand af lokale håndværkere.
Ikke alle ved det, men taget på en tankstation i Herning er helt specielt – det er nemlig den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon, der har tegnet det.
Men i 2015 så det ud til, at taget skulle rives ned, fordi det var i dårlig stand. Men nedrivningen blev sløjfet efter lang tids kamp, og i denne uge ligger håndværkerne så sidste hånd på en stor renovering af Jørn Utzons ikoniske bygningsværk.
- Det er sjovt at sige, at man har været med til at lave sådan et Utzon-tag. Det er ikke alle, der kan få lov til det, siger Bjarne Gottenborg, der er medejer af Tømrerfirmaet Henrik Kristoffersen i Herning.
Bjarne Gottenborg og hans ansatte har de sidste seks uger haft fingrene i det ikoniske byggeri af den kendte arkitekt Jørn Utzon, som også har tegnet operahuset i Sydney. Først blev alt pillet ned og siden genopbygget efter de gamle tegninger.
- Når du står og kigger her, så ser det totalt uoverskueligt ud, men det er det ikke. Det er meget simpelt. Det er meget genialt tænkt, siger Bjarne Gottenborg.
Taget, der fik sindene i kog i Herning
I lang tid så det ud til, at den geniale konstruktion skulle rives ned. I 2015 søgte olieselskabet Uno X om lov til at rive taget ned, fordi det var i meget dårlig stand.
Men det modsatte Herning kommune sig, og efter et langt tovtrækkeri gav Natur- og Miljøklagenævnet i 2016 Herning Kommune medhold i deres beslutning. Og da Uno X som lejer har vedligeholdelsespligt måtte de i gang med renoveringen.
- Det er klart, at vi helst ville have undgået alle de sager, der har været, men nu er det endt, som det er, og vi er rigtig glade for det, der er sket derude nu, siger Georg Hansen, Netværkschef ved Uno X Danmark.
Denne uge skruer tømrerne de sidste skruer i og tankstationen åbner igen.
Renoveringen af Utzon-taget løber op i over en million kroner.