DBU-trænere til Vildbjerg Cup: På jagt efter nye talenter
Det kan godt betale sig for spillerne til Vildbjerg Cup at give den ekstra gas, hvis de drømmer om mere fodbold. DBU-trænere kigger nemlig med fra sidelinjen.
Siden torsdag har 10.000 drenge og piger i alderen 7-17 år knoklet på banerne i Vildbjerg til den fyrretyvende udgave af Europas fjerde største fodboldturnering, Vildbjerg Cup.
Og med så mange spillere samlet på 44 fodboldbaner er der en god chance for, at en eller flere af morgendagens store stjerner kan findes her. Derfor er talentspejdere fra DBU, der står for de danske landshold, naturligvis også til stævnet. Her prøver de at spotte nye spillere til de danske ungdomslandshold.
- Jeg synes blandt andet, at der er et pænt potentiale i den kamp mellem Silkeborg og Vildbjerg. Ingen tvivl om det, lyder det fra U14-talenttræner hos DBU, Lars-Michael Andreasen.
Han er afsted sammen med sin assistenttræner, Hanne Østgaard. Og med så mange kampe samlet på ét sted, er der rig mulighed for, at de to kan nå at se rigtig mange spillere i aktion.
- Vi kan nå så mange ting. Lars-Michael og jeg kan jo egentlig nøjes med en dag herude, og så kan vi se utrolig mange spillere og kampe.
Hvis talentet er stort nok, og spilleren får en chance hos DBU, bliver det et samarbejde mellem dem, klubben og spilleren.
- Men det skal ikke være for vores skyld, at de skal ind til os. Det skal være fordi, at de selv brænder for at prøve deres fodboldtalent af, forklarer Lars-Michael Andreasen.
I alt fik de to trænere set 15 kampe på en dag. Efterfølgende var de fortrøstningsfulde, og troen på, at en ny Pernille Harder kan være på vej, var intakt.
- Det tror jeg da bestemt, der er. Vi har set mange dygtige, der kan noget på hver deres måde, siger Hanne Østgaard.
Vildbjerg Cup slutter i dag søndag, og den endelige udtagelse til DBUs U14-trup finder sted i oktober.