DGI taber retssag: Frivillig skal trækkes i efterløn

Herningenser kan ikke arbejde ulønnet uden at blive trukket i efterløn. DGIs formand er "trist og ærgerlig" over dommen.

2:06
Inge Precht fik 2016 besked om, at hun ikke måtte arbejde som ulønnet fitnessinstruktør uden at blive trukket i efterløn.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Den 63-årige Inge Precht fra Herning kan stadig ikke arbejde som frivillig i et fitnesscenter i Sunds uden at blive trukket i efterløn.

Det står klart, efter at retten i Herning fredag har afsagt dom i en retssag, som DGI havde anlagt mod Ankestyrelsen på vegne af Inge Precht.

- Det er meget svært at forstå meningen med det. Fordi det med at vores forening ikke skal være en forening, men at de siger det er ne erhvervsvirksomhed, det er jo svært at forstå når vi bruger vores penge på de medlemmer der er. Og også den anden del, hvor de siger at mit arbejde kunne overtages af nogen der fik penge for det. Det kan det jo ikke i og med at vi er en forening, så det hænger ikke sammen for mig, siger en skuffet Inge Precht fra en telefon i Nordspanien.

- Det er trist.

DGIs formand Søren Møller kender endnu ikke dommens præmisser - men organisationen har straks besluttet at anke dommen.

- Jeg er trist og ærgerlig over dommen. Både på vegne af Inge Precht, der gerne vil gøre en forskel som frivillig ulønnet instruktør, men som bliver stoppet af unødigt bureaukrati. Men også på vegne af idrætsforeningerne, som har brug for alle de frivillige, de har tid og lyst til at give en hånd med, siger Søren Møller i en pressemeddelelse.

Inge Precht fik i foråret 2016 besked fra Lærernes a-kasse om, at hun ville blive trukket i efterløn, hvis hun var frivillig og ulønnet instruktør i Sunds Forenings Fitness. Hun klagede over afgørelsen, men Ankestyrelsen blåstemplede a-kassens afgørelse.

Styrelsen begrundede blandt andet afgørelsen med, at Inge Precht var instruktør i et fitnesscenter, der var i konkurrence med private virksomheder. Omvendt mener DGI, at foreningsfitness kan sidestilles med håndbold og andre idrætsgrene.

Flere politikere - blandt andre beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen - har ifølge DGI giver udtryk for, at reglerne tolkes for nidkært og skal laves om. 

Alligevel siger DGI-formanden, at sagen har stor principiel betydning - blandt andet fordi mindst fem andre efterlønnere har måttet stoppe deres ulønnede arbejde, fordi de ellers ville blive trukket i efterlønnen.

- Det er en katastrofe for foreningslivet, og det kan vi ikke leve med, siger Søren Møller.

2:05
Se et indslag om sagen fra 2016 her.