DM i faldskærm: 14-årige Loui er den yngste deltager nogensinde
Denne weekend bliver der afholdt danmarksmesterskab i faldskærm i Herning Lufthavn.
Normalt skal man være 16 for at springe, men Loui Femhøj på 14 springer stadig.
Med sin unge alder bliver Loui Femhøj den yngste deltager, der nogensinde har deltaget ved danmarksmesterskaberne i faldskærm.
- Det er en vild oplevelse. Det er lærerigt at konkurrere mod sig selv og lære af andre og prøve at sætte nogle mål, fortæller han.
Den unge adrenalinjunkie ville ikke vente to år, før han kunne få lov til at hoppe ud af en flyver.
Derfor har han fra trafikstyrelsen fået dispensation til at springe, selvom han er to år for ung, og han har allerede over 40 spring under bæltet.
Hjemmebanefordel
Herning Lufthavn danner rammerne for mesterskabet, og selvom den unge herre fra Sunds ikke har ambitioner om podieplacering, så er han glad for lokationen, hvor han har taget alle sine spring.
- På en eller anden måde giver det mig en bestemt ro, selvom det er en voldsom sport, der får adrenalinen til at pumpe. Når man så hænger over Herning og Sunds, så er der bare ro. Man bliver befriet for alle tanker, fortæller Loui Femhøj.
Disciplinen til dagens event hedder swooping, hvor man med meget hurtige faldskærme bruger farten til at glide over et bassin med vand, lige inden man når jorden.
Der var omkring 30 deltagere med til konkurrencen, og danmarksmesterskabet fortsætter weekenden ud.