Ekskærester fik angst og PTSD: 33-årig i Vestre Landsret for vold, voldtægt og trusler

Manden har truet kvinderne på livet og udsat dem for både fysisk og psykisk vold, lyder anklagen. Forsvareren siger, at det er ”intet andet end et forsøg på at afskærme ham fra sin datter”.

Der ventes at falde dom i sagen fredag.
Der ventes at falde dom i sagen fredag.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Iført hvid rullekrave og jeans trådte den 33-årige mand smilende ind i lokalet i Vestre Landsret og hilste pænt på de fremmødte og havde sågar overskud til en vittig bemærkning til de to betjente, der førte ham ind i retslokalet.

Under hele retsmødet var han fattet og kiggede mest ned i bordet foran sig. Men i slutningen af hans forsvarsadvokats procedure tabte han fatningen og brød sammen i gråd.

- Han er ikke den forbryder, de (ofrene, red.) forsøger at gøre ham til. Han er en ung mand, der gerne vil være far for sin datter, og som er gået gennem helvede i håbet om at bevare den kontakt, sagde mandens forsvarer Nicolai Berg i retten.

- Det handler ikke bare om en fængselsstraf, eller om hvem der har ret eller ikke har ret. For (den 33-årige, red.) handler det om kontakten til hans datter, lød det fra forsvareren.

Den ene af de to kvinder, der er forurettede i sagen, har den manden nemlig et barn med.

Anklageskriftet i sagen viser, at manden er tiltalt i 19 forhold i alt. Han blev kendt skyldig i 16 af forholdene ved Retten i Herning for godt et år siden. Tre af forholdene blev han frifundet i, fordi de var forældede.

Manden ankede dommen, og derfor bliver den nu behandlet ved Vestre Landsret.

- Han tændte på, at hun havde det dårligt

I byretten blev han kendt skyldig i at have udsat to kvinder for både fysisk og psykisk vold samt trusler. Og for tre gange at have voldtaget den ene af kvinderne – moren til hans barn.

Den 33-årige var kærester med kvinden, som han har et barn med, fra 2014 til 2022. Han voldtog hende første gang i 2015, mener anklagemyndigheden.

- Han rev hendes sorte leggings i stykker og tiltvang sig samleje med hende, selvom hun bad ham om at stoppe. Hun kunne se, at han tændte på, at hun havde det dårligt, sagde anklager Dorte Thorhauge fra Statsadvokaten i Viborg i retten under sin procedure.

Resten af forholdene har fundet sted siden da og indebærer altså to yderligere voldtægter.

Adskillige punkter i anklageskriftet drejer sig om vold, herunder slag med knyttet hånd og spyt i ansigtet. Enkelte af disse forhold erkender den tiltalte.

Fem af forholdene handler om trusler. Blandt andet har den 33-årige ifølge anklagemyndigheden truet begge kvinder med kniv og sagt ting som ”Du skal bare prøve at holde min datter væk fra mig, så sørger jeg for, at hun mister både sin far og mor, for jeg slår dig fucking ihjel” til den ene og ”jeg sprætter dig op” til den anden.

- Det er ikke en popularitetskonkurrence

Manden er også dømt for at have udsat kvinderne for psykisk vold. Over for moren til barnet stod det på i en periode på 2,5 år, og over for den anden ekskæreste varede det i et år.

Den 33-årige kontrollerede ifølge anklagen, hvordan kvinderne skulle se ud, tvang den ene til at stoppe på p-piller og styrede hendes telefon. Han nedgjorde kvinderne og fik dem til at ”miste deres selvfølelse”, forklarede anklager Dorte Thorhauge.

- Kvinderne frygtede ham, de turde ikke sige ham imod, og det har haft alvorlige psykiske følger for de forurettede. De var bange for, at han ville slå dem ihjel, sagde Dorte Thorhauge i retten.

- Som følge af tiltaltes adfærd, har hun (moren til 33-årigs barn, red.) udviklet PTSD og angst. Hendes selvværd er nedbrudt, sagde anklageren.

Anklagemyndigheden går efter, at manden skal dømmes i samme omfang som i byretten, hvor han fik en fængselsstraf på fem år.

Forsvareren mener, at manden skal frifindes, fordi kvindernes forklaringer ikke er troværdige, og fordi anklagemyndigheden ikke har fremført tilstrækkeligt med beviser. Han bad desuden nævningetinget om at ”overkomme den naturlige lyst til at få dømt folk, når anmeldelsen er alvorlig”.

- Det er ikke en populariteteskonkurrence, og det handler ikke om, hvem man bedst kan lide. Spørgsmålet er, hvad der rent faktisk er af beviser, og det er det, I skal forholde jer til, sagde Nicolai Berg i retten.

- Den her sag er intet andet end et forsøg på at afskærme (den 33-årige, red.) fra kontakt til sin datter, sluttede forsvareren af.

Retten skal nu tage stilling til, hvorvidt den 33-årige nu skal kendes skyldig igen. Der ventes at faæde dom i sagen fredag.