Erik har samlet et ton dåseringe i den gode sags tjeneste

På 15 år har Erik Welander fra Aulum indsamlet over et ton dåseringe, og han stopper ikke foreløbig. Formålet er at samle penge til benproteser i Thailand.

1:50
Når Erik Welander har fyldt en eller to sorte sække, så afleverer han dem.
Foto: Privatfoto

Nogen samler på frimærker eller kuglepenne – Erik Welander fra Aulum samler på dåseringe. De der ringe, der sidder på toppen af øl- og sodavandsdåser.

Han samlet dem siden 2008 og har netop rundet et ton. Og er nu helt præcist oppe på et ton og seks kilo.

- Jeg synes selv, det er mega godt gået, og jeg vil gerne hjælpe. For mig betyder det ikke noget at samle dem ind, siger han.

Men han beholder ikke selv dåseringene. Når han har fyldt en sort sæk eller to afleverer han dem hos foreningen Inner Wheel i Holstebro, som sender dem videre. Ringene bliver solgt, og pengene går til at støtte projektet Prostheses Foundation i Thailand, der laver gratis proteser til fattige, benamputerede borgere.

- Det var tilfældigt, at jeg hørte om det og gik i gang, og så bredte det sig som ringe i vandet. Nu kommer familie, venner og alle mulige andre, som jeg slet ikke kender, forbi med dem. Men jeg sorterer dem, så jeg har haft dem alle i hænderne.

I denne sæk er der ifølge Erik Welander 22 kilo dåseringe.
I denne sæk er der ifølge Erik Welander 22 kilo dåseringe.
Foto: Privatfoto

Kribler i fingrene

Selv om det nu er blevet til over et ton for Erik Welander, så stopper han ikke med at samle dåseringe foreløbig. Det er med årene blevet en vane.

- Jeg har næsten altid en hel masse i mit tøj, og da jeg var i Rema den anden dag, kom der en gående med en hel indkøbsvogn fuld af dåser. Det kriblede i fingrene for at få lov at tage dem af, men jeg spurgte ikke, om jeg måtte, fortæller han.

Han ved selv, hvor meget det betyder at få en protese. I 2012 fik han selv kunstige knæ.

- Jeg bliver ved, for det kræver ikke så meget at samle dem ind.

Hvor mange styk, han i alt har samlet ind, tør han ikke gætte på.

- Det er i hvert fald mange, for de vejer måske 0,02 gram per styk, fortæller han.

Erik Welander har haft alle dåseringe mellem fingrene. Han sorterer dem og kommer dem i sække, som bliver vejet på badevægten.
Erik Welander har haft alle dåseringe mellem fingrene. Han sorterer dem og kommer dem i sække, som bliver vejet på badevægten.
Foto: Privatfoto
Denne historie er begyndt med et tip
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen