FCM-anfører tror på guld: FCK er ikke uovervindelige

Selv om FCK er fem point foran FCM, så er optimismen i guldkampen stadig stor i Herning ifølge Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen jubler efter sin scoring mod OB søndag.
Jakob Poulsen jubler efter sin scoring mod OB søndag.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har fem point op til FC København, inden de to hold brager sammen i Superligaen torsdag i den kommende uge.

Det stod klart, da midtjyderne søndag vandt 2-0 over OB.

i Herning føler man sig dog ikke presset til at skulle vinde begge opgør mod FCK i mesterskabsspillet for at blive dansk mester.

Det vurderer FCM-anfører Jakob Poulsen.

- Vi kan godt blive mester, selv om vi ikke vinder begge kampe mod FCK, men vi må selvfølgelig ikke tabe nogen af kampene.

- Hvis vi vinder på torsdag, er FCK kun to point foran, og jeg synes ikke, de ser uovervindelige ud, siger Jakob Poulsen.

Han mener, at FCK gør, som FCM gjorde sidste år, hvor holdet vandt, selv når det ikke spillede godt. Det åbner dog også for pointtab til FCK, mener Jakob Poulsen.

- De kører FCM-stilen fra sidste år, hvor de får tre point, selv om spillet ikke altid er fantastisk.

- Både mod OB og mod Esbjerg har der været muligheder for, at de kunne smide sejren, siger Jakob Poulsen.

Holder fokus på egen klub

FCM's cheftræner, Kenneth Andersen, vil ikke fokusere på FCK, fordi midtjyderne alligevel ikke kan gøre så meget, hvis FCK vinder sine kampe.

- Hvis vi begynder at holde fokus på, hvordan det går FCK, mister vi fokus på det, vi selv kan gøre.

- Det er lige så vigtigt for os, at vi efter to uafgjorte kampe viste vores udtryk, at vi skabte chancer, og at vi holdt målet rent, siger han.

Kenneth Andersen vil først kigge på FCK i de kommende dage for at forberede sig selv og holdet på kampen torsdag, men han ved, at det bliver en svær opgave.

- Vi skal præstere som i dag, og som vi gjorde senest i Parken, så der skal meget til, men det kan vi også, siger Kenneth Andersen.

/ritzau/