FCM ser fortsat offensive FCK som stor guldkonkurrent
FCM-træner Brian Priske roser FCK's offensiv og ser fortsat københavnerne som en stor trussel i Superligaen.
Da Jess Thorup i starten af november superligadebuterede som FC København-træner, fik hans mandskab ørerne i maskinen på udebane mod FC Midtjylland, hvor københavnerne blev sendt hjem med et 0-4-nederlag.
Torsdag aften led københavnerne igen et nederlag til de danske mestre, da de tabte efter straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen af Sydbank Pokalen.
Dermed beholdt midtjyderne overtaget i de to danske storholds indbyrdes rivalisering, men ifølge FCM-træner Brian Priske er FCK fortsat en stor konkurrent til det danske mesterskab.
- FCK har så meget kvalitet og en stærk stab, så vi har egentlig hele tiden set dem som en trussel.
- For os handler det egentlig bare om at kigge på os selv og sørge for, at vi gør vores job. Lige nu handler det om Nordsjælland på mandag, så vi kan få det bedste udgangspunkt inden foråret, siger Brian Priske.
Han fremhævede også FCK’s offensiv som et tegn på, at holdet er på rette vej.
- FCK prøvede at få sat offensiven i scene, hvilket holdet er lykkedes med i de tre foregående kampe. Det er en anden stil, hvor deres fokus lader til at være på det offensive. Det lykkedes godt.
Den oplevelse deler FCM-keeperen Jesper Hansen, der dog også sendte en advarsel afsted til superligakonkurrenterne inden en forårssæson, hvor midtjydernes kampprogram bliver mindre komprimeret, efter at holdet røg ud af Champions League.
- Vi ved i hvert fald, at vi kan være på et fysisk rigtigt højt niveau og være mere overlegne i duellerne og det fysiske spil. Det synes jeg stadig, vi er, trods det her program, siger Jesper Hansen.
Mener, FCK var bedst
I FCK-lejren var Jess Thorup ikke meget for selv at vurdere styrkeforholdet mellem de to mandskaber.
- Andre må afgøre, hvordan styrkeforholdet er. Jeg kan bare sige, at jeg er tilfreds med de 120 minutter. Jeg skal ikke stå og sige, om vi var det stærkeste hold, men vi havde i hvert fald chancerne, der skulle til for at vinde.
- Vi spillede en god kamp. Jeg har måske farvede briller, men jeg synes, vi var det bedste hold og havde de største chancer, men det vigtigste er, at vi i hvert fald kan måle os med Midtjylland nu og spille lige op. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Jess Thorup.
Den ordinære spilletid endte 1-1, mens der ikke blev scoret i den forlængede spilletid.