Flag i flere farver over Ørnhøj: Pouls elskede Taunus fylder 60

På 60 år har Poul Buhls veteranbil kørt 188.000 kilometer, og nu bliver den fejret.

Nummerpladerne er de originale fra 1964
Nummerpladerne er de originale fra 1964
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Der er sat et flag i taget på Poul Buhls Ford Taunus, men det er ikke dét, der markerer, at dagen er temmelig speciel. 

- Det flag kører den altid med, siger Poul Buhl. 

Men hvis man kaster et blik ud fra carporten i Ørnhøj, ser man tre flagstænger med flag. To med Dannebrog og et enkelt blåt Ford-banner. 

Festligt skal det være, for Taunussen fylder 60. 

- At en mand bliver 60, det er jo ikke noget særligt. Det er der mange, der bliver. Men at en bil bliver 60 år, det, synes jeg virkelig, er en bedrift, siger Poul Buhl. 

En del af familien 

25. marts 1964 rullede den spritnye og moderne Ford Taunus 12M P4 ud på landevejen. Siden er det blevet til 188.000 kilometer. De originale nummerplader har været med på hele rejsen. 

- Vi har kørt mange ture i den, og nogen vil sige, den er blevet en del af familien. Det er den jo egentlig også lidt, siger Poul Buhl, der har været ejer i 17 år. 

0:25

Bæredygtig eller ej?

De biler, du møder på en dansk landevej, er i gennemsnit knap ni år - altså de rene ynglinge ved siden af Taunussen fra Ørnhøj. 

Når Poul Buhl skal beskrive, hvorfor det giver mening at blive ved at vedligeholde så gammel en bil, handler det først og fremmest om nostalgi. Men det at kære sig om gamle ting, taler ifølge Poul Buhl også ind i en af tidens hotteste diskussioner. 

- Vi snakker en helt masse om bæredygtighed. Det her må da så sandelig være bæredygtighed, at vi holder liv i de gamle ting. 

Sammenlignet med nyere biler, er der vel mange, der er mere klimavenlige? 

- Det er da det helt sikkert. Men den står faktisk til i bogen at gå 14 km på literen, og det er da ikke helt skævt, synes jeg ikke, siger Poul Buhl. 

Fejring med fest og kagebil

Som til enhver anden fødselsdagsfejring skal der naturligvis kage på bordet. Derfor har Poul Buhl inviteret 12 veteranvognsvenner til kaffe og lavet en særlig kagebil.

Men selvom vognen har 60 år på bagen, er det ikke ejermandens hensigt at sende den på pension endnu. 

- Den kan få lov at køre så længe, jeg har kørekort. Så håber jeg jo, at der er en anden, der vil tage over derfra, afslutter Poul Buhl. 

Taunussen er indregistreret som veteranbil, hvilket vil sige, at den kun må køre i sommerhalvåret.

2:28
Se hele indslaget om Poul Buhls Taunus i videoen her
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST