Flere råber op om "farligt kryds": Nu handler kommunen

Jesper Rud Bergmanns er ikke ene om at råbe op om forholdene i krydset i Herning.

0:17
Jesper Rud Bergmanns bil optog en video, som viser en episode i krydset, hvor det var tæt på at gå galt.
Foto: Privat

Et farligt kryds. Det kalder flere borgere krydset mellem Mørupvej og Mads Eg Damgaards Vej i udkanten af Herning. 

I weekenden sendte Jesper Rud Bergmann en video til TV MIDTVEST, som er optaget på et såkaldt "Dashcam" på hans bil. Den viser, at en bilist kører over hajtænder og sin ubetingede vigepligt og er millimeter fra et støde ind i en anden bil. 

For kun få uger siden skete omtrent det samme for en anden herninggenser. 

1:01
Steffen Stovby var for nyligt ved at ende i en ulykke i krydset mellem Mørupvej og Mads Eg Damgaards Vej.

- Jeg kom kørende nordfra, og der kom en bil tværs over med 80 kilometer i timen og sanser ikke, at der kommer en bil den anden vej fra.

- Jeg holder ind og får pulsen ned, men hjertet sidder jo stadig helt oppe i halsen. Jeg kører efter den anden bil, og han kører ind på genbrugspladsen og virkede ikke til at have opdaget, at han havde gjort noget galt, siger Steffen Stovby. 

Han tilføjer, at han stadig er påpasselig, når han skal forbi krydset. 

Det er en tredje herningenser Torben Krog også. Han kører altid i lav fart og med en fod parat på bremsen, fortæller han. Han mener, at krydset i årevis har været et farligt sted befinde sig. 

Torben Krog arbejder i området, som er et industriområde i udkanten af Herning. Her har han et vognmandsfirma. 

To gange har han set en ulykke være tæt på at ske, og en dag i 2020 skete ulykken for ham selv. 

En bilist, som kom kørende ad Mørupvej, overså Torben Krog. 

- Det var en søndag morgen, og jeg var på vej ud for at sende nogle biler til Norge. Da jeg når til hjørnet, når jeg lige præcis at se en bil komme kørende fra siden. Den har fart på og kører måske 70 kilometer i timen i en 50 kilometer zone, og jeg kan se, at føreren af bilen ikke ser ud, men på ham, der sidder på passagersædet, forklarer Torben Krog. 

Det resulterer i, at den tværskørende bil rammer Torben Krog og hans spritnye Volvo, som bliver totalskadet. 

- Jeg er sikker på, at hvis jeg havde taget min kones Fiat 500, så var jeg her ikke i dag. 

Han er glad for, at det ikke gik værre, men han fortæller også, at han stadig døjer med tinnitus og mén fra piskesmæld fire år efter. 

Kommune har set på krydset

Torben Krog så i weekenden den video, som TV MIDTVEST har delt af en nær-sket-ulykke mellem Mørupvej og Mads Eg Damsgaards Vej i Herning. 

Han kan ikke forstå, at stedet fire år efter hans egen ulykke tilsyneladende fortsat er problematisk. 

Ifølge Martin Frandsen, som er projektleder i Vej, trafik og byggemodning i Herning Kommune, er kommunen allerede opmærksom på krydset. Man har mandag morgen været ude for at tjekke op på afmærkningen på stedet. 

Sådan ser krydset ud, når man kommer fra Mørupvej. Det er her, flere oplever, at afmærkningen bliver overset.
Sådan ser krydset ud, når man kommer fra Mørupvej. Det er her, flere oplever, at afmærkningen bliver overset.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Det skriver projektlederen i en mail til TV MIDTVEST. 

Her skriver han også, at de har set den video, som TV MIDTVEST har delt, men oplyser ikke, hvorvidt det er på baggrund af den, at kommunen nu har taget affære. 

Ifølge Martin Frandsen er krydset indrettet efter alle forskrifter for afmærkning. 

Alligevel vil kommunen nu "maksimere afmærkningen" ved at lægge vigepligtstrekanter ned i kørebanen som termoplast og ilægge rumleriller i kørebanen, skriver projektlederen i en mail. 

Ikke flere uheld end andre steder

Hos lokalpolitiet i Herning understreger politikommissær Bent Smedegaard dog, at krydset er afmærket, som det skal. 

- Jeg har ikke indtryk af, at der sker flere ulykker der, end alle andre steder, siger politikommissæren, men tilføjer: 

- Det er rigtigt nok, at Mørupvej er en bred vej, som ligger i et industrikvarter, hvor der også er en genbrugsplads. Det betyder, at der kører enormt mange biler den vej. Men ser man ikke anmærkningerne, så kører man ikke efter forholdene. 

Torben Krog, som har sit vognmandsfirma i nærheden af krydset, mener ikke at afmærkningen er nok.

Han bakkes op af en anden nabo til krydset Flemming Lausen, som er værkfører på Scania.

- Det er tit, det går galt derovre. Det er måske en gang i ugen, at det sker. Vi har oplevet, at de ender oppe på vores parkeringsplads og inde i hegnet. Det er ikke rart at være nabo til, siger Flemming Lausen.

0:18
Flemming Lausen arbejder lige op ad krydset i Herning. Ved Scania-værkstedet oplever man ugentligt, at der er farlige situationer eller uheld i krydset.

Bilister kører for stærkt

Flemming Lausen har ikke et bud på, hvad der skal til for at få problemerne til livs.

Det har Torben Krog til gengæld.

- Jeg mener, man bør sætte en lysregulering op. Det kan ikke koste mere, end alle de ulykker koster, siger han. 

Han mener, at problemet må ligge i, at Mørupvej er så bred, at den ifølge ham kan forveksles med en landevej, selvom den ligger i en 50 kilometer zone. 

Han mener flere gange at have set bilister køre væsentligt hurtigere end 50 kilometer i time på strækningen, og han mener derfor, at det må være forvekslingen, som gør, at bilister overser den ubetingede vigepligt. 

TV MIDTVEST har mandag forsøgt at få et interview med en repræsentant fra Herning Kommune for at få en uddybende kommentar og svar på, hvordan kommunen forholder sig til forslaget om en lysregulering i krydset. 

Dette har ikke været muligt at få mandag. 

Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning opfordrer borgere i Herning til at tage kontakt til politiet, hvis man har mistanke om, at bilister kører for stærkt på en strækning. 

- Hvis man mener, der sker for mange uheld, så er man altid velkommen til at kontakte os. Så kan vi sende en ATK-bil derud og tjekke op på, om folk kører for stærkt, siger politikommissæren. 

Torben Krog har hverken kontaktet politi eller kommunen med sin bekymring, siden han i 2020 blev påkørt i krydset.

- Hvorfor gjorde jeg ikke noget i 2020? Jeg gør jo noget nu. Jeg har ikke kontaktet kommunen selv, men det er også derfor, jeg råber vagt i gevær nu, og vil gøre opmærksom på, at ulykker i det kryds altså ikke er sjældent, siger Torben Krog.