Sådan vil kommune øge trygheden på plejecentre

Ikast-Brande Kommune har udskiftet nøgler med chips på plejecentre i kommunen. Alzheimerforeningen er positive, men kommer dog med løftet pegefinger.

0:07

På specialplejehjemmet Bøgildlund i Ikast har beboerne ikke nøgler, men derimod armbånd med en chip, som fungerer som døråbner. 

- Når man går hen imod en bolig, så lukker døren op. Ellers er den lukket og låst, siger Henriette Lund, som er leder af Plejecentret Bøgildlund. 

Det er kun personalet og beboerne, der har adgang til de enkelte lejligheder. Det skal være med til at give en større grad af tryghed. 

- Det kan være konfliktoptrappende, hvis man får besøg af nogle, man ikke har et ønske om benytter ens lejlighed, siger lederen.  

Indført på alle plejecentre 

Det er ikke kun på plejecentret i Ikast, at man har byttet nøgler ud med chips. 

Tryghed er netop et argumenterne for, at politikerne i byrådet Ikast-Brande Kommune har besluttet at afsætte 2,5 millioner kroner til at føre chip-systemet ud i livet på alle kommunens fire plejecentre. 

- Det er ikke alt, der er økonomi. Vi har også mulighed for at gøre noget, der fremmer trygheden for beboerne og de pårørende, siger Henrik Engedahl (V), som er formand for ældre- og sundhedsudvalget i Ikast-Brande Kommune. 

På Plejecentret Bøgildlund har man taget endnu et værktøj i brug, nemlig en såkaldt "tryghedsring". Den giver en advarsel til medarbejderne, når en beboer forlader plejehjemmet. 

Alzheimerforeningen tager positivt imod tiltagene til at øge trygheden på plejecentrene, men de kommer dog med en løftet pegefinger, når det kommer til etikken. 

 - Man skal hele tiden veje det, at man installere en form for overvågning op imod den enkeltes tryghed og omsorg, så man ikke kommer ud i, at man bare per definition installere overvågningsteknologi, når en beboer flytter ind på et plejehjem, siger Anja Bihl-Nielsen, som er politisk chef i Alzheimerforeningen.