For første gang i 20 år skal sportsshow ikke være i Herning

Det traditionsrige Sport 2020 flytter fra Jyske Bank Boxen til et studie i DR Byen på grund af coronavirus. Det er første gang i 20 år, at showet ikke gennemføres i Herning.

Det traditionsrige prisuddelingsshow har i 20 år været afholdt i Herning med op mod 10.000 tilskuere.
Det traditionsrige prisuddelingsshow har i 20 år været afholdt i Herning med op mod 10.000 tilskuere.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Nu rammer årets mange aflysninger og flytninger af sportsbegivenheder også sportsshowet Sport 2020.

Det store prisuddelingsshow har i 20 år været afholdt i Herning med op mod 10.000 tilskuere og en million tv-seere. Men sådan bliver det ikke i år.

- I den nuværende situation kan vi ikke forsvare at planlægge et stort arrangement i Herning med et stort publikum, masser af idrætsudøvere og medvirkende, siger underdirektør Anders Kern Boje, der er ansvarlig for sporten i DR, i en pressemeddelelse.

Showet bliver dog ikke aflyst. Sport 2020 bliver vist lørdag 2. januar klokken 21.00 på DR1.

Detaljerne omkring afviklingen er endnu ikke helt på plads, men Anders Kern Boje lover, at det nok skal blive med både prominente gæster fra sportens verden, underholdning, gensyn med årets store sportspræstationer samt uddeling af priser.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kan samles om showet i Herning, som ellers er blevet en fornem tradition. Men vi glæder os til at vende tilbage med et endnu stærkere sportsshow næste år, hvor vi forhåbentlig også kan fejre danske OL-medaljer, siger Anders Kern Boje.

8:45
TV MIDTVEST var med på den gyldne løber til Sport 2019. Se det her.

MCH glæder sig til de kommende år

Messecenteret i Herning har dannet ramme om det store sportsshow hvert år siden 2000.

Derfor ærgrer det MCH's administrerende direktør Georg Sørensen, at coronapandemien nu også får konsekvenser for den store sportsfest i Herning.

- Vi glæder os over at være en del af det stærke samarbejde med DR, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Sport One om skabelsen af denne ekstraordinære folkefest, som også har en helt særlig betydning for MCH. Vi ser frem til at genoptage samarbejdet om at hylde store sportspræstationer i de kommende år, siger Georg Sørensen.

I alt 9.000 gæster overværede Sport 2019 i Jyske Bank Boxen 4. januar 2020.

1:52
Flere midt- og vestjyske idrætsudøvere hev prisen hjem til det store sportsshow i Boxen i Herning i 2019. Du kan se indslaget her.