Frustreret lastbilchauffør: Ingen vinder på det her

Danske chauffører har hård konkurrence på vejene fra billig østeuropæisk arbejdskraft. Vi mangler lige konkurrencevilkår, lyder det fra branchen.

Kent Andersen
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

For et år siden kastede Ken Andersen fra Vildbjerg sig ud i et nyt eventyr. Sammen med sin fætter startede han ny virksomhed som selvstændige vognmænd.

Men drømmen om fod under eget bord er ikke rosenrød. Arbejdsugen lyder på 65-70 timer og fra mandag til fredag foregår nætterne i det lille førerhus i lastbilen. Til en nettoløn på 20.000 kroner i måneden.

- Vi er ud af en familie, der har kørt lastbil altid, og ja... Det sidder bare lidt i én. Det er kun et år siden vi startede som selvstændige, min fætter og jeg, i de biler her. Vi har det nok sådan, at det skal bare lykkes, forklarer Ken Andersen til spørgsmålet om, hvorfor han bliver ved.

Selvom opsvinget i Danmark efterhånden også har bidt sig fast i transportbranchen, drypper det ikke af på chaufførerne. For konkurrencen fra lavtlønnede østeuropæiske chauffører bliver stadigt større.

- Der er ikke nogen, der vinder på det her. Vi kan ikke tjene noget og få det til at hænge sammen. Og de tjener heller ingenting og får det til at hænge sammen. Jeg forstår sgu ikke rigtig meningen med det, siger Ken Andersen.

Bor på rastepladsen hele weekenden

På rastepladsen ved Søby, syd for Herning, er der søndag morgen godt og vel fyldt op med lastbiler. Mange af dem med danske hængere. Men alle med østeuropæiske nummerpladser på lastbilerne.

 
 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Ingen af de chauffører, TV MIDTVEST taler med, taler ret meget engelsk. Men Oleg Spotar fra Ukraine lader sig forstå, at han overnatter på pladsen hele weekenden, i sit førerhus. Det gælder alle chaufførerne.

Andre forklarer, at de kører med gods i Vesteuropæiske lande. Og at der går lang tid, før de skal tilbage til deres hjemland.

 
 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Årsagen er lav løn og udnyttelse af cabotage-regler

Ifølge en Cowi-rapport fra 2016, udarbejdet for 3F og for DTL (Dansk Transport og Logistik), er meget af den simple fragtkørsel i Danmark blevet overtaget af udenlandske lastbilchauffører. Hovedsageligt fra Bulgarien, Rumænien og Makedonien.

Rapporten fastslår, at chauffører herfra:
 
* Tjener 11.000 kroner om måneden i gennemsnit
* Hyppigt presses til at bryde regler og love
* Lever i lastbilerne i mindst syv uger ad gangen i gennemsnit
* Reelt arbejder som udstationerede i Vesteuropa på egne hjemlandes vilkår
* Aldrig kører gods i egne hjemlande

- Godsmængden stiger, men antallet af danske lastbilchauffører følger ikke med, forklarer Kim Tatt Jacobsen, kontorleder for Dansk Transport og Logistik i region Midt-Nord.

Ifølge ham handler problemet om at østeuropæiske lastbilchauffører bliver foretrukket fremfor danske, på grund af den lave løn.

Årsagen til at det overhovedet kan lade sig gøre, er den såkaldte cabotage-kørsel.
En ordning, der i sin tid blev indført for at udnytte lastbilerne i Europa bedst muligt, af hensyn til miljøet. 
Cabotage-kørsel opstår, når en lastbil fra et andet europæisk land krydser en landegrænse og afleverer sit gods. Så har den ret til at køre tre indenrigsture på en uge, inden den igen skal forlade landet.

Ifølge reglerne må cabotagekørsel IKKE sættes i system. Men det er netop det, der sker, mener DTL. 

- Det, at du kan have tre ture, så skal du bare over grænsen, så kan du køre tilbage og køre tre ture igen. Så det er systematiseringen i det her, som gør, at de her østeuropæiske chauffører kan køre i Nord- og Vesteuropa uafbrudt. Og det er jo slet ikke hensigten med cabotagereglerne, fastslår Kim Tatt Jakobsen.

Lønnen skal op i Østeuropa

Der er ikke meget, som ellers kan samle en fagforening som 3F og en arbejdsgiverorganisation som DTL, men i forhold til cabotagekørslen er man enige. Der skal findes en løsning, for situationen er uholdbar, både for de danske chauffører og vognmænd og såmænd også for de østeuropæiske lastbilchauffører.

- Vi har set eksempler på, at en chauffør havde sin kone og sit lille barn med herop. De levede sammen i den lastbil i flere måneder, forklarer Ole Thorup, kontorchef hos 3F Transport- Logistik og Byg, i Aarhus.

En løsning kunne være mere ens lønvilkår. For når alt kommer til alt er det prisen, der bestemmer.

- Det er økonomien, der gør, at vi har den cabotage-kørsel som vi har, i dag. Fordi det er jo i sidste ende prisen på transporten, der er afgørende, mener Kim Tatt Jakobsen.

I sidste ende er det forbrugernes ansvar

Men hvem er det egentlig, der skummer fløden af de lave priser på transport?

Ved første øjekast kunne det godt se ud som om, det er speditørerne. Altså dem, som planlægger og gennemfører godstransporter for virksomheder, som skal have deres varer fra A til B.

Karl Christensen, formand for Danske Speditører i Midtjylland, medgiver at prisen spiller en afgørende rolle. 

- Speditørerne bliver tit og ofte gjort til skurken i det spil her. Det er os, der er banditterne. Fordi vi forlanger det ene og det andet af de her chauffører og vognmænd. Men i virkeligheden så er det jo ikke os. Så er det jo kunderne, der gør det. For vi vil jo have så billige varer, som muligt, forklarer han.

Hvis speditørvirksomhederne vælger at bruge de højere lønnede danske chauffører til de simple fragtopgaver, vil de hurtigt miste markedsandele.

I forhold til om cabotage-kørslen er sat i system, afviser Karl Christensen.

- Jeg har ikke hørt om systematisk brug, altså misbrug af cabotage-reglerne, på den måde. Og jeg kan så lige supplerende sige, at man da skla have noget is i maven, hvis man skal gøre det, for bøderne er massive, forklarer Karl Christensen og henviser til at en overtrædelse af cabotage-reglerne nemt kan koste 35.000 kroner.

Overfyldte rastepladser

En synlig sideeffekt af cabotage-kørslen er overfyldte rastepladser mange steder langs motorvejene i Danmark. Især i den sydlige del af Jylland.

Fordi de østeuropæiske chauffører kører cabotage-kørsel i Vesteuropa, blandt andet i Danmark, i ugevis, kommer de ikke sådan lige hjem. Derfor bor de i deres førerhuse og overnatter på rastepladserne.

Situationen er nu sådan, at mange af rastepladserne er så overfyldte, at lastbiler ikke sjældent holder på tilkørselsramperne til rastepladserne. Det betyder, at det er rigtig svært at overholde de strenge regler om køre- hviletid, som giver store bøder, hvis de bliver overtrådt.

- Det er altså uholdbart, at man er underlagt nogle regler ,som man så ikke har mulighed for at efterleve efterfølgende, fordi der er lavtlønnede chauffører som bare holder camping i dagevis, mener Per Christensen, vognmand og medindehaver af N.C. Christensen & Sønner i Hurup Thy. 

 
 
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Virksomheden beskæftiger 40 danske chauffører og har lavet sine egne overnatningsfaciliteter i Hedensted for at imødekomme problemet med rastepladserne.

EU arbejder på sagen

I EU er man godt klar over problematikkerne omkring cabotagekørslen. Og der bliver arbejdet på at ændre blandt andet lønvilkårene.

I mandags holdt beskæftigelsesministrene i alle EU-landene møde om social dumping. Her blev man enige om at arbejde henimod mere ens lønvilkår, således at østeuropæere, der arbejder i et givent vesteuropæisk land, skal have den samme sats, som indbyggerne i landet. Det er imidlertid problematisk med chaufførerne, fordi de krydser så mange landegrænser, så ofte.

Derfor er problemet nu sendt videre til transportministrene i EU.

9:45
Når danske lastbilchauffører triller ud på landevejene er det under stigende pres fra østeuropæiske kollegaer: